Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/ateist.dk/public_html/wp-includes/media.php on line 1204

Få øjnene op for den nye bølge af religiøs mission

I Debat af Anders Stjernholm

Der er en talrig og indflydelsesrig lobby af kristne missionærer i gang med at præge den danske ungdom med en ideologi, som for et stadigt stigende antal danskere forekommer uddateret. Det bør progressive, videnskabspositive forældre være opmærksomme på, så en ny teokratisk bølge ikke får yderligere magt.

Da jeg læste modsvaret til mit seneste indlæg fra Søren Østergaard, den teologisk uddannede leder af den kristne interesseorganisation “Center for Ungdomsstudier” (CUR), blev jeg oprigtig bekymret. For Søren Østergaard har meget travlt med at fortælle, at han skam ikke er missionær. Selvom CUR har tilknytning til UC Diakonissen, får økonomisk støtte fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond og bl.a ser på de muligheder, der ligger i at fungere som præst på en ungdomsuddannelse, så er der ikke tale om missionsvirksomhed – åbenbart.

Bemærk, at jeg faktisk ikke har noget imod mission – forstået som at man siger sin mening om ting, og søger at få andre til at tænke og handle som en selv. Det er dét alle politikere, interesseorganisationer og de fleste virksomheder og privatpersoner gør – jeg selv og Ateistisk Selskab inklusive. Nogle mener så, at ordet mission kun kan bruges om religion – i så fald fred med det, men det ændrer stadig ikke på, at jeg intet har imod det. Fornægtelse ser jeg anderledes stramt på.

Generelt lider vores undervisningssystem under en religiøs drejning i disse år, som truer mange års sekulær udvikling.
Selvom CUR laver noget arbejde, der ikke rummer et kristent element, så er de hovedsageligt finansieret af kristne organisationer, og deres arbejde bærer tydeligt præg af at skulle tænke tro og religion ind i unges hverdag. At Søren Østergaard søger at tale udenom det faktum, skræmmer mig rent ud sagt. Og det virker ikke særlig kristent at forsøge at spille med fordækte kort…

Når jeg skriver et indlæg som det Søren Østergaard svarede på – som jeg gav overskriften “Skole og religion hver for sig, tak” (Politikens redaktion ændrede til “Missionærer har intet at gøre på vores uddannelsesinstitutioner”) – er det for at gøre opmærksom på, at omend mission fra religioner og andre skal være tilladt, så bør skoler ikke bruge plads, tid og energi på at give gætterier som religion mulighed for at præge eleverne. Det bør ske i de respektive templer uden nogen assistance fra offentlige instanser.

Hvis du fortsat ikke ser et problem i det her, så bare forestil dig, at det var socialdemokratismen, der ad sådanne metoder blev solgt til ungdommen på landets skoler.
Generelt lider vores undervisningssystem under en religiøs drejning i disse år, som truer mange års sekulær udvikling. Børnene i Folkeskolen modtager næsten ligeså meget undervisning i kristendom og religion som i naturvidenskab, og konfirmationsforberedelsen får fortsat lov til at fylde i 7. og 8. klassernes skoleskema – med hjælp fra det ellers sekulære parti Liberal Alliance. Og nu søger folkekirken så at få deres præster ind på ungdomsuddannelserne, og med fordækte missionærer som Søren Søndergaard og CURs hjælp kan de tilmed fremstille deres ærinde med en form for sagligt virke.

Når vi ovenikøbet har et regeringsgrundlag, der for første gang i historien nævner Danmark som et kristent land, og ser, at DR ifølge det nyeste medieforlig skal lægge yderligere vægt på kristendommen (og mindre på videnskaben), begynder der at tegne sig et billede af en meget stærk og udbredt kristen lobby, der i talrige sektorer af vores samfund søger at udbrede deres kultur. Når man spørger ind til, hvad denne kultur går ud på, er svarene ligeså abstrakte og udsvævende som Søren Østergaards: det er noget med danskhed, være god mod hinanden, at der er noget større end os og bla bla bla. Værdier som de fleste folkefærd verden over har taget til sig ad utallige veje gennem de sidste 5000 år (danskheden undtaget – godheden får det lokale navn).

Hvis du fortsat ikke ser et problem i det her, så bare forestil dig, at det var socialdemokratismen, der ad sådanne metoder blev solgt til ungdommen på landets skoler. Eller hvis du er glad for socialdemokratismen: Neoliberalismen. Hvis skolerne gav børnene fri til besøge den lokale Venstre-afdeling, eller Liberal Alliance sendte jakkesætklædte repræsentanter fra CEPOS ned til gymnasiet for helt jovialt at tale med de unge om deres problemer og hverdag – hvordan ville du så reagere? Hvis de unges hverdagsproblemer på den måde blev behandlet med ord som, “det er nok fordi staten er sløv” eller “mon ikke det er fordi, kapitalismen er syg?”, så ville forældrene nok lade deres stemme høre. Det synes vi også bør være tilfældet, når det er Jesus, der bliver smuglet ind i samtalerne. Det er tid til sige fra.

  • Christian Steffensen

    Hej Anders, jeg følger tit dine indlæg med stor interesse. Men i dette indlæg studsede jeg lidt over kommentaren: “Børnene i Folkeskolen modtager næsten ligeså meget undervisning i kristendom og religion som i naturvidenskab. [..]” Hvor har du det tal fra? Jeg spurgte min ven, der er tidl. folkeskolelærer, og han fandt frem til følgende: Vejledende minimumstimetal for kristendomskundskab er 300 timer for hele folkeskoleperioden, hvor det tilsvarende tal er 840 for natur/teknik, geografi, biologi og fysik/kemi samlet. Tillægger vi matematik, lander vi på 2.190 timer for folkeskoleperioden.
    Med denne slags kritik bør man være præcis, og jeg kan ikke finde din kilde.

  • Giver skolerne børnene fri til at gå til konfirmationsforberedelse? Eller planlægger de undervisningen sådan, at der er et par timer morgen eller eftermiddag en dag om ugen på et klassetrin, hvor der ikke er undervisning – timer som så placeres andetsteds i skemaet?

    Jeg ville da i øvrigt finde det aldeles glimrende om skolerne brugte skoletimer til at lade ungerne informere sig om politiske partier – også med partierne som kilde* – eller at besøge den lokaleste kirke, synagoge, moske, etc. At vore børn lærer at forstå, at man kan mene og tro forskellige ting uden at være uvenner eller uden at “de andre” er idioter, det virker som noget, der burde være Folkeskolens fremmeste formål.

    * Det gør de også. Det hedder Skolevalg.

  • Per Holbo

    Jeg studser lidt over aversionen mod at lade præster fortælle om tro i forbindelse med folkeskolens religionsundervisning.
    Sammenligningen med at arrangere besøg hos den lokale afdeling af forskellige politiske partier i forbindelse med samfundsfag viser da netop det praktisk anvendelige ved metoden.
    For i stedet for alene at lade læreren præsentere sin egen fortolkning af de politiske partier eller forskellige trosretninger, så giver det da supergod mening at inddrage repræsentanter for partier og trosretninger i undervisningen.
    Alle sagt mere konkret:
    Når du spørger, hvordan jeg som forælder ville reagere, hvis skolen arrangerede et besøg hos Venstre, Socialdemokratiet og andre politiske partier som en del af samfundsfagsundervisningen, så er mit svar: “God idé!”

    Og det samme tænker jeg om besøg i kirken, moskéen, synagogen og templet for Hare Krishna: “God idé!”