Boganmeldelse: #troselv snubler flere gange i forsøget på at påvise Gud

I Debat, Kultur af David Ramm

Kristoffer Kruse forsøger at være grundig og reflekterende i hans bog, #troselv, der er ment som et modsvar til Ateistisk Selskabs kampagne #TænkSelv og ateismen i helhed.

Ingen tvivl om, at Kruse både er veltalende og velbevandret i hans amerikanske forbilledes argumenter og tanker, selvom han efter min mening snubler på vejen og ikke formår at hæve sig op og hvile i sin egen historie. Man sidder tilbage med følelsen af, at bogen er henvendt til folk, der ikke kan engelsk nok til at læse den ”ægte” vare, og at forlaget måske havde været bedre stillet ved at oversætte nogle værker eller artikler af William Lane Craig.

Bogen er bygget op af 2 dele, ud over indledningen. En, der fortæller, hvorfor der må være en gud, og en der skal underbygge, hvorfor denne gud ”naturligvis” er den Bibelske gud.

Som Kruse selv nævner i bogen, giver del to ikke helt så meget mening, hvis du ikke accepterer konklusionen i del 1, hvilket også er, hvorfor jeg hovedsagelig vil nøjes med at forholde mig til et par argumenterne i denne.

Det vil ikke være fair kun at beskrive hans bog som en samling af usammenhængende postulater, fejlslutninger og konklusioner, der ikke er valide.
Hans bog har visse dele der kan bruges som grundlag for denne debat. Ikke fordi han har ret, eller fordi han med denne bog kommer til at overbevise nogen, der er inde i stoffet i forvejen, men fordi den netop giver mening, hvis man befinder sig i det ekkokammer, som et trossamfund ofte er, og derfor måske kan bruges til at skabe en mere konstruktiv debat.

Kruse beskriver ironisk nok, hvad der sker, når han henviser til Gadamers hermeneutiske cirkel. At dit verdensbillede altid er summen af den forståelse du har inden ny information, og det nye, som derefter bliver dit verdensbillede.

Som tidligere fundamentalistisk kristen, har jeg selv tilbragt rigeligt tid med denne tankegang. Al information bliver filtreret igennem den forståelse, du allerede har. Og sandhedsværdien af informationerne bliver der aldrig sat spørgsmål ved. ”Vi ved at Jesus er Guds søn”, ”Biblen har sandheden, vi skal bare lære at forstå den.” Hører du en historie der passer i dit verdensbillede er den sand. Punktum. Alt der ikke gør bliver omfortolket, eller anset som ”fake”.

En tro eller et trossamfund, bliver utroligt let til et ekkokammer, af gentagelser og forstærkninger af det, man allerede ved er sandt. Netop i den situation er Gadamers hermeneutiske cirkel ikke et middel til større forståelse eller bevægelse imod en større sandhed, men kun en bekræftelse på at det man allerede ved er rigtig.

Kruse bruger meget filosofi som et værktøj til at legitimere hans påstande, men netop når man allerede har Sandheden, er filosofi et dårligt redskab.

Filosofi og argumenter er yderst brugbar i mange diskussioner, og til at virkeliggøre abstrakte eller komplicerede emner, men er ikke empiriske beviser. At en veltalende og begavet person, kan overbevise andre om hans påstand, er ikke et bevis på han har ret.

Erasmus Montanus: ”En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Ergo er Morlille en sten.”

Og som Erasmus drager konklusioner ud fra en logisk betragtning, der tydeligvis ikke er udtryk for virkeligheden, drager Kristoffer Kruse konklusioner ud fra logiske slutninger, som umiddelbart giver mening, men mangler præmisser der er valide.

Kruse bruger ret meget krudt på, at validere menneskets erkendelse som værende troværdig. Denne erkendelse bliver brugt som grundsten igennem hele første del. Fjerner man blot den ene præmis, falder mange af de resterende postulater til jorden.

Kruse blander tillid til mondæne dagligdags begivenheder som togrejser, og finde ud af, at Notre Dame ikke er en landsbykirke, sammen med evnen til at erkende ting der er på grænsen til vores fatteevne, så som evighed, universets begyndelse og kvantemekanik.

I afsnittet om Biblens troværdighed, så stikker den helt af for Kruse. Selv i dag, oplever vi store forskelle på hvordan en begivenhed bliver opfattet. Tag Trump’s indsættelse. Hvis det passer ind i din fortælling, så bliver fakta let irrelevante. Vi ved alle, at enkeltstående kilder stort set ikke kan tages for pålydende, og altid skal vurderes som farvede af afsenderen.

Alligevel påstår Kruse, at evangelierne kan tages som pålidelige kilder. To hovedargumenter er, at der er mange bevarede kopier, og det andet, at steder beskrevet i bøgerne viser sig at eksistere.
Bruges samme standard for troværdighed over for fx koranen, bør vi nok begynde at lukke svineproduktionen ned. Samtidige kilder der ikke stammer fra kirken, eller har været i kirkens hænder igennem årtusinder, er overvældende fraværende.

Der er en verden til forskel på kravet til troværdige kilder, alt efter påstandens natur. Når man hhv. påstår at en mand flyver til himlen på en bevinget hest, eller vækker døde til live igen, er påstanden ikke triviel. Beskriver man en stor skovbrand, et vulkanudbrud eller et mord på en kejser, er der mindre grund til at tro, selve handlingen er opdigtet. Jeg har fx ingen grund til at tro, at oplysninger om Luthers fødselsdag er fabrikeret eller ændret, da motivet er uendeligt svært at få øje på. Oplysningen er triviel. Om en Jesus rent faktisk har gået rund i området eller ej, er ikke nødvendigvis interessant. Om denne Jesus var en søn af Gud, der senere er kommet tilbage fra døden, for lige at sige farvel, før han smutter hjem, er derimod ikke en triviel oplysning. Her må vi godt kræve lidt mere håndfaste beviser.

Hans argumenter lyder godt ved første øjekast, men ved nærmere studier, mister de hurtigt glansen. Veltalenhed og enkelte letkøbte sammenligninger efterlader ikke et overbevisende indtryk, og bogen giver desværre mere indtryk af at være beregnet på hans eget ekkokammer, end et egentligt indspark til debatten.
Om Kruse har kopieret eller ej fra debatten i USA er ikke så væsentligt, når vi taler om selve behandlingen af emnet. Argumenter bliver hverken bedre eller dårligere af, hvem der først fandt på dem. Men hvis formålet med bogen er at promovere Kristoffer Kruse som Danmarks store nye filosof og frontkæmper for kristendommen, er sagen en anden.

Konklusion:

#Troselv er uden tvivl en bog der har sit publikum. Desværre er den skrevet til folk der allerede er i debatten, og højst sandsynligt sidder trygt og godt i deres egen skyttegrav, og ikke til folk med nysgerrig interesse for hvad debatten drejer sig om.

Kristoffer Kruse tilvejebringer ikke ret meget nyt, som ikke allerede kan findes i store mængder på Youtube, og man kan overveje hvor meget han ikke blot har samlet sammen og gengivet.

Hvis hensigten med bogen er at skabe en dialog/debat med det ateistiske samfund i Danmark, eller skabe mere reel viden om den debat der er, så mener jeg den ikke lever op til sit formål.

Rent indholdsmæssigt, kan det ikke forundre nogen, at jeg ikke bliver overbevist, men selve debatten er der, og er da spændende at tage.

  • Lau Møller Andersen

    Fin anmeldelse: en kommentar til Erasmus-eksemplet. Det er ikke bare, at Erasmus argumentation for at Morlille er en sten ikke er “udtryk for virkeligheden”, det er nærmere, at det er en logisk ugyldig slutning, hvor præmissernes sandhed ikke garanterer konklusionens sandhed.

    Et eksempel på en gyldig argumentation ville være: Sten kan ikke flyve, Morlille er en sten; ergo kan Morlille ikke flyve. Her er det nærmere præmisserne, der ikke er sande, men hvis de var sande, ville konklusionen også være sand.

    Jeg ville gerne have formaliseret, hvorfor Erasmus’ konstruktion ikke er gyldig, men det er simpelthen for lang tid siden, jeg tog det formel-logik-kursus