• Uacceptable fordomme og flabetheder fra Kirkeministeren

    Kirkeministeren insisterer tilsynelandende på, at kalde vores organisation for "Ateistisk Trossamfund", og uddyber også sit syn på os: "for de mener, de ved, og de foragter dem, som tror."

    Bertel Haarder hævder, han er kristen. Men konceptet fjendekærlighed, som Jesus angiveligt taler om i Bjergprædikenen, er tilsyneladende ikke en del af ministerens overbevisning. Faktisk ønsker hans ikke engang at forstå os - i hvert udstiller han gladeligt sin uvidenhed om vores motivation:
    "Hvordan kan man finde på at lave en kampagne for at underminere det arbejde, folkekirken gør, det begriber jeg ikke? Jeg kan ikke få det ind i mit hoved...”

    I mandags forklarede vi ellers ministeren indgående, hvorfor vi gør, hvad vi gør. Vi forklarede, hvorfor 800 mennesker er organiseret i Ateistisk Selskab og hvorfor snart 10.000 har benyttet sig at www.udmeldelse.dk til at ende deres medlemsskab af folkekirken. Samt at ateisme grundlæggende handler om, at ideer og værdier ligestilles, således at kun argumenter og viden kan rykke på dem - ikke historie, tradition eller penge. Men enten lyttede Bertel ikke til mine ord - eller også er han ligeglad.

    Han tror - eller udtaler i hvert fald - fortsat, at ateisme handler om, at man VED der ingen gud er - og i det hele taget VED, hvordan verden bør se ud. Desuden, at vi totalitært ønsker at forbyde religion, siden han ivrigt fortsætter sin sammenligning med kommunistiske regimer, som var ateistiske.

    Det leder mig til 3 foreløbige konklussioner:

    1) Det er bekymrende, at vi har en kirkeminister, der ikke forstår, hvad ateisme går ud på.

    2) Det er skræmmende, at vi har en kulturminister med så begrænset en kulturel forståelse af et filosofisk standpunkt som i hvert fald 20 procent af landets befolkning har.

    3) Men det er decideret uacceptabelt, at han fortsat insisterer på at kalde en interesseorganisation under hans arbejdsområde ved et forkert navn. En så barnlig provokation kan vi ikke længere sidde overhørig. Jeg formoder heller ikke, at nogen andre interesseorganisationer ville vende den anden kind til mere end vi har gjort i denne sag? Det er simpelthen barnligt, stædigt og fuldstændig uacceptabelt.

    Men mest af alt skræmmer denne sætning mig: "for de mener, de ved, og de foragter dem, som tror.” Kirkeministeren tror simpelthen, at vi ikke bruger tvivl i vores verdenssyn samt foragter andre mennesker for deres standpunkt.

    Det virker ikke til at være os, der har det problem.

    - Anders Stjernholm, formand, Ateistisk Selskab