• Det hjælper ikke at erstatte én ørkenreligion med en anden

    Med skyklapperne intakte fortsætter Iben Thranholm sin mission med at bringe verden i krig gennem aggressiv retorik og forherligelse af kristendommen. Men dette indlæg handler ikke om hende. Det handler om ateisters syn på årsagerne til terror – og hvorfor nogle af os ikke mener, at krig er løsningen.

    Jeg mener ærlig talt ikke, at Iben Thranholm beriger debatten med særlig meget fornuftigt. Mit sidste indlæg i Information sammen med Rezhwan Ikram var mere rettet mod Radio24syvs ledelse og landets debatredaktører end mod hende. For det er trættende at spille tennis mod en mur.

    Ganske kort: Ibens seneste indlæg - fra denne avis starter med to graverende faktuelle fejl:
    1. Hun mener, vores anklage mod hende handler om, at hun er katolik. Ikke korrekt – den handler om hendes argumentation.
    2. Derpå anklager hun Ateistisk Selskabs buskampagne for kun at handle om den kristne gud. Det er heller ikke korrekt. Vi spurgte til alle guder – og nævnte tilmed Mohammed sammen Jesus i et af vores spørgsmål. Det er efterhånden trættende at skulle gentage dette, hver gang kirkeministeren, Christian Langballe og andre kritiserer buskampagnen. Lav nu bare et minimum af research, før I fremsætter anklager. Jeg er ikke super Bibel-stærk, men er der ikke også en regel om falsk vidnesbyrd?

    Ateister er i ledtog med ISIS
    Men Iben leverer i sit indlæg en argumentationsrække, som virker til at blive mere udbredt og accepteret. Hvis min frygt er ubegrundet, skal dette gerne være mine sidste ord i denne sag. Men som jeg forstår argumentet, lyder det i retning af:
    “Hvis ateismen handler så meget om kristendom (som højtlyde kristne altså føler, den gør), så gør den gavn for radikal islam, fordi den undergraver kristendommen – som bliver fremlagt som mere fornuftig, fredelig eller rationel religion.

    Og ateismen er et fejlslagent fredsprojekt, fordi afkristningen af vestlige samfund betyder en mere vattet tilgang til internationale konflikter og terror. Oveni har rationelle politiske løsninger spillet fallit. Derfor er krig uundgåelig, og vi skal kæmpe for kristendommen. Fordi vi ateister tror, det er en politisk kamp – og ikke forstår, at den er åndelig - så taber vi den.”

    Jeg håber denne fremlæggelse af argumentet er acceptabel.

    Ateistisk terrorbekæmpelse
    Ateistisk Selskab underkender ikke, at religion spiller en rolle i terror. Den anklage er ganske enkelt en stråmand. Det ville være en svært underlig position for os indtage, når vores forening handler om at sætte fokus på religions negative effekt på vores og andre samfund. Ateister verden over argumenterer for, hvordan de islamiske tekster lægger betydelige strofer til ideologien og tankegodset bag Islamisk Stat og dens forskellige tilhængere.

    Terror har også andre årsager – den globale ressourcefordeling og de forskellige geopolitiske dagsordener påvirker åbenlyst Mellemøstens nationer således, at aggressive fraktioner får gode vækstbetingelser. Men naturligvis er de gamle tekster – og deres nuværende fortolkere en faktor i den ligning. De fleste af os er vel forbi den debat, der handler om hvorvidt disse ting bidrager til problemet og i gang med en debat om, hvor store de forskellige faktorers bidrag er?

    Det ateistiske bud på en løsning på problemet med den religiøse faktor er at modsige disse fortolkere og deres politiske allierede. Det er at få budskaber ud til menighederne om de gamle teksters validitet og dermed forkyndernes autoritet. En strategi vi også benytter mod andre religiøse magtinstitutioner.

    Nogle har en anden strategi – som handler om at tilbyde en anden religion. Iben ser for eksempel sin tro som det perfekte bolværk imod islamisme – for den er jo meget bedre. Nu skal hun naturligvis ikke stå personligt til ansvar for århundreders religiøs undertrykkelse af menneskerettigheder, kvinder, videnskab og frihed igennem Europas historie. Ligesom katolikker heller ikke behøver at forsvare - eller dagligt tage afstand fra - at deres åndelige ledelse i Rom har systematiseret og muliggjort beskyttelse af pædofile præster, eller at den katolske doktrin imod prævention løbende forværrer AIDS-epidemien i Afrika.

    Det er jo en absurd tankegang at stille almindelige troende til ansvar for de overgreb, som bliver foretaget i deres religion navn. Det er dog lige så absurd, at forestille sig, at man skal bekæmpe radikalisering inden for en religion ved at styrke og fremme en anden. Hvis du ønsker færre Brøndbyfans i verden, vil det næppe hjælpe at tage til vestegnen og svinge med FCK-flag. Hvis vi ønsker at udbrede kendskabet til et alternativ til radikal islam - hvorfor så ikke prøve en mere åben tilgang, hvor alternativet til radikal islam bliver dette: ”Alt andet!”
    Virkelig. Alt andet er bedre. Ingen grund til at begrænse mulighederne.

    Og så til stråmandsargument nummer 2: Ateister forstår skam godt dennekonflikts åndelige element. Det er en konflikt på værdier, mentalitet og verdensbillede. Men nogle er så indsyltede i deres verdensbillede, at de ikke ser, hvem linjerne rent faktisk er trukket op imellem: Nemlig de, der ønsker konflikt – og de, der ønsker sameksistens. De førstnævnte er de, der har travlt med at påberåbe sig en overlegen religion, kultur, historie, politisk overbevisning eller sågar race. De andre er alle os, der synes, at alle skal have lov til at gøre, hvad de vil, så længe det ikke skader andre. Vores moralske kompas har denne grundindstilling: Mest mulig lykke for flest mulige. Hvordan denne lykke sikres for alle er det ideal, vi løbende justerer vores moralske værdier ud fra. Det betyder, at vores moralske ideal ligger et sted ude i fremtiden – ikke i fortidens skrifter og formodninger.

    Ateismens kanoner har bestemte mål
    Omend der skam også findes aggressive ateister, som ønsker at gribe til våben, så er ateismen i mine øjne et fredsprojekt. For vores sigte er i sidste ende mod aggressive magthavere. Jo mindre magt religiøs doktrin, kulturel vanetænkning og “os og dem”-retorik har over det enkelte menneske – desto mindre støtte er der til aggressive repræsentanter fra religionerne. Blandt andet derfor trodser Ateistisk Selskab religiøse magthavere.

    Det er er vigtigt at forstå dette: Ateistisk Selskab ønsker ikke at modarbejde religiøse menneskers frie udfoldelse. Vi søger at neutralisere den – i vores øjne uretfærdige – magt, som religiøse institutioner har. Vi går efter præsten, imamen og rabbineren – ikke menigheden. Vi gør det ved at pege på de gejstliges privilegier og ved at kritisere doktriner, prædiker og praksis. Således ønsker vi at give mere magt til menighederne – mere magt til den enkelte person, som skal føle kontrol, sikkerhed og egen vilje i sin religiøse søgen.

    Denne kamp er åndelig – og politisk. Og ateismen er begge dele. Det er et bud på en rationel åndelighed, hvor fokus ligger på en nøgtern og spørgende tilgang til at forstå vores inderste væsen og vores sociale dynamikker. Det man vel samlet kan kalde vores kultur. Det er en dynamisk størrelse, der skabes i et samspil mellem vores mentale evolution og voksende forståelse for hinandens tankegods, morale perspektiver og handlinger.

    Derfor mener vi, at det stærkeste våben imod radikal islam – eller for den sags skyld radikal religion i almindelighed – er viden, oplysning og uddannelse. Kristendommen kan diskutabelt bringe islam en smule frem i tiden. Men vi har i dag bevæget os langt forbi den simple moralske visdom, kristendommen bringer med sig. Løsningen er ikke at erstatte den ene ørkenreligion med den anden. Løsningen er at give det enkelte menneske mere indsigt i verdens indretning og historie – samt mere magt og selvbestemmelse over sit religiøse ståsted. Og det er hvad kulturel og politisk ateisme handler om.

    (Dette indlæg blev bragt - lettere revideret - i Information den 8. september)
  • Like vores Facebook side

  • Følg os her