En flygtnings vej ud af troen

I Nyheder af Anders Stjernholm

Fawad Noori er en 20-årig afghansk mand, der søger asyl i Danmark. Han har sendt os denne tekst om sin situation, historie og tanker om at gå fra troende til ateist. Fawad er et pseudonym, hans rigtige navn er redaktionen bekendt.

“Fordi jeg ikke tror på fantasihistorier, og fordi religion kun har ødelagt mit liv.” Sådan svarer jeg, hvis nogen spørger om, hvorfor jeg er ateist.

Religionens bøger er famøse bøger, som mennesker skal lære af – lære om hvordan de kan være gode mennesker. De famøse bøger dikterer, hvad mennesker må og ikke må for eksempel ikke at dræbe andre og være gode over for alle. Men humanisme og næstekærlighed har intet med religion at gøre. Mit liv og fremtid er ikke afhængig af, hvor meget jeg har bedt, hvad jeg har gjort af gode gerninger, eller hvor meget jeg respekterer en gud.

Da jeg første gang i 2014 fik afslag på asyl, ville jeg begå selvmord. Jeg var træt af livet, træt af de falske håb som religionen gav og ked af, at jeg ikke længere havde min mor, far og søster ved min side. Jeg satte ild til min dyne for at gøre en ende på det hele. Mit liv er i dag er anderledes, selvom jeg stadig er i fare for at blive udvist fra Danmark.

Med det er anderledes og bedre, fordi jeg har taget et valg om et andet liv og ikke længere gør som religionen dikterer. I Afghanistan, mit hjemland, handler og agerer folk efter Koranen. Men Koranen gjorde intet godt for min familie. Min far og lillesøster blev dræbt af en vejsidebombe en tirsdag eftermiddag, da min far skulle køre min lillesøster på hospitalet. Og kun nogle få år efter min fars død ville min onkel, som er talibaner, gifte sig med min mor. Hun ønskede ikke at gifte sig med ham, men det var hans ret at gifte sig med hende – ifølge religionen. Det sagde mullaherne (de islamiske lærde).

Fordi min mor sagde nej, truede min onkel med at tage mig fra min mor og rekruttere mig til Taliban. Derfor flygtede vi. Undervejs på flugten mistede jeg min mor. Vi blev placeret i to forskellige biler, og selvom min mor insisterede på, at vi skulle sidde sammen, tillod menneskesmugleren det ikke. Efter mange timers kørsel kom vi frem til en skov. Det var mørkt udenfor – koldt og skræmmende – og så fik vi at vide, at vi skulle overnatte derude. Jeg ventede forventningsfuldt på min mor – men jeg kom aldrig til at se hende igen. Min mor var den sidste familie, jeg havde tilbage.

Da jeg kom til Danmark, så jeg at folk var anderledes. Ingen fulgte de dikterede dogmer fra bogen, men tænkte selv.

Vi alle fulgte Koranens retningslinjer, men det var i sidste ende disse retningslinjer, som fik udryddet hele min familie. Islam ødelagde mere end det gavnede. Da jeg kom til Danmark, så jeg at folk var anderledes. Ingen fulgte de dikterede dogmer fra bogen, men tænkte selv. Jeg hørte, at det danske folk var kristne og besluttede derfor at gå i kirke. I kirken så jeg det samme, som jeg havde set i Afghanistan, for også her var der en bog, der dikterede hvad man måtte og ikke måtte som menneske. Jeg stoppede hurtigt med at gå i kirke, for jeg kunne ikke forstå, hvorfor man bruger så meget af sin tid på noget, man aldrig har set i virkeligheden. Altså, ingen har nogensinde set Gud eller Allah i virkeligheden, vi ved reelt set ikke om det er fabrikeret, eller hvor det kommer fra.

Jeg husker, hvordan Koranen tillod, at ældre rige mænd kunne gifte sig med små piger i Afghanistan. Jeg havde ondt af pigerne, når jeg så dem i min landsby, for de var jo kun børn og kunne ikke forstå, hvorfor de var blevet giftet væk. Jeg forstår stadig ikke, hvordan religion som siges at være godt, kan gøre sig meget ondt i menneskers liv. Stakkels de piger.

Mennesker lader sig narre og bliver forblændet af religionen. Men ikke mig – jeg vil være min egen gud og selv bestemme, hvordan mit liv skal leves, og hvad jeg må og ikke må. Menneskets hjerte og indre er medfødt godt og empatisk, det behøver man ikke lære af en bog.

 

  • Morten Isaksen

    Smukt skrevet. Håber du får asyl.