Er islamisme en del af Islam?

I Debat, Kultur af Rezhwan Ikram

De fleste af os kender til påstanden om, at Daesh/ISIS ikke hviler på rigtig Islam. Mange fremfører argumentet, at de har misforstået islam eller udøver en “perverteret form for islam”. Hvad enten man støtter ideen om, at den 6. søjle (Jihad) ikke hører hjemme i islam eller blot skal tolkes som en indre krig, er det naivt at tro, at vold og ødelæggelse ikke billiges i islam. Som nævnt anses Jihad hos nogle som værende en indre kamp, mens den hos andre tolkes som krig udadtil. Det er religion i en nøddeskal, for det kommer jo an på, hvordan det skal fortolkes. Disse tolkninger er begrænset til de muslimske teologer og islam-kyndige, da det netop ikke er tilladt at oversætte Koranen. De gør islam til en elitær religion.

I og med det er nedfældet på klassisk arabisk og ikke må oversættes, så har teksten i og for sig ikke ændret sig. Det har verden dog, og for at kunne overleve i en verden hvor menneskets værdighed vægtes højere end overtro, er Koranen – som med andre religiøse tekster – blevet en sandhed med modifikationer. Det ses og høres jævnligt i debatter, hvor der ikke bliver sparet på påstanden om, at det hele er et spørgsmål om fortolkning.

Debatten herhjemme er så polariseret, at ingen på hver fløj kommer videre. Det ser ud til at være en global tendens. Alligevel vil jeg pege på stemmer i udlandet, der får mere og mere plads i de etablerede medier, som ønsker at fremme oplysende debat.

Islamisme er også en del af islam

Alle slags overbevisninger, hvad enten religiøse eller politiske, hviler på ideologier. I de senere år, har man forsøgt at retfærdiggøre sine fortolkninger, ved at lave en adskillelse mellem islam og islamisme. De færreste muslimer vil stå ved, at de to også hører sammen, muligvis grundet frygten for at se sin gudstro i øjnene og indse, at den tro man har, ikke er så uskyldig, som man går og forestiller sig – men ikke Nasser Dashti. Som politisk aktivist og ateist, er han ikke bleg for at komme frem i offentligheden og fremhæve islamisme som værende en del af islam.

Det er efterhånden velkendt praksis, at skelne mellem islam og islamisme. Nasser abonnerer ikke på denne distinktion, og han går endda så langt som at sige, at de som ikke vil indrømme, at  islam og islamisme hænger sammen, lyver. Derudover peger han bl.a. også på den usandhed, der finder sted, når retninger indenfor islam påstår at have monopol på det sande budskab, til trods for, at de hellige tekster anses som værende fuldkomne. At lige den retning og skole, som man tilslutter sig er den rigtige – og alle de andre tager fejl. Han mener, at sådanne løgne kun er en undskyldning, som atter en gang bidrager til det falske narrativ – at en bestemt retning har sandheden.

Fra islamist til sekularist

En anden, som også udfordrer påstanden om, at islam og islamisme ikke hænger sammen, er den britiske aktivist Maajid Nawaz. Udover at være muslim, er han også sekularist og støtter ytringsfriheden fuldt ud. Som tidligere medlem af Hizb-ut-Tahrir ved han bestemt, hvad det vil sige at være ekstrem radikaliseret. Modsat Nasser, som kan lade følelserne tage over, har Maajid en fantastisk fattet tilgang til emnet, og man undrer sig heller ikke over, hvorfor han er mediernes fortrukne, når det kommer til saglig debat.

Maajid Nawaz definerer islam som trossystemet og islamisme som værende at påtvinge andre sin tro. At han laver den adskillelse er ikke ensbetydende med, at han ikke anderkender islamisme som værende en del af Islam, men snarere for at udpege den voldelige del af  islam, som han mener skal helt ud gennem en reformation. Som han flere gange har givet udtryk for, så hænger islamisme sammen med islam. Personligt vil jeg også mene, at benægtelse at dette er respektløst over de, som hverken kan læse eller forstå klassisk arabisk, og derfor let bliver ofre for manipulation. Ved fortsat at insistere på, at den rette sandhed ligger i armene på den “rette imam”, så påstår man atter en gang, at alle andre tager fejl. Maajid mener, at den bedste løsning på problemet er sekularisme, så islam og religion generelt forbliver en privatsag, uden særlige hensyn i religionsfrihedens navn. 

Det er ikke kun Vestens skyld

Vi kan hurtigt blive enige om, at krig må være sidste udvej, og at de flygtningestrømme, vi ser nu, også hænger sammen med de krige, som vi er gået med til. Det er noget andet at skabe en forestilling om, at det hele skulle være Vestens skyld. Det er ifølge Maajid Nawaz ligeså forkert som at sige, at alle muslimer praktiserer terror. Han pointerer desuden også hykleriet i, at man som muslim bliver stødt over, at skulle tage afstand til de terrorhandlinger der foregår, samtidig med, at selvsamme bliver forarget over vestlige, som bortforklarer krigshandlinger. Det er hyklerisk ikke at leve op til de selvsamme krav, som man stiller andre. Men en ting er ikke at følge eller begå volden, en anden at påstå, at det ikke er en del af de hellige tekster.

Herhjemme er debatten, som nævnt, ekstremt polariseret, og der trænger til at komme mere kvalitet på banen. Det må komme fra stemmer og medier, der fokuserer på oplysende debat snarere end holdninger. Når det kommer til islam og islamisme, er Maajid et formidabelt eksempel på en formidler, som besidder en nuanceret tilgang. En, der til trods for at være muslim, kan lægge sine personlige følelser til side, og er villig til at indrømme, at islam også indebærer islamisme. At denne må spores og rives op med roden, før der være tale om en fredsreligion.

  • Religioner og deres hellige tekster fortolkes på alle mulige forskellige måder. Man skal være mere end almindeligt uvidende, hvis man ikke ved, at både biblen og koranen opfordrer til og retfærdiggør alle mulige horrible handlinger. Det interessante er ikke så meget de religiøse tekster i sig selv, mere hvordan de bliver tolket og anvendt af såvel den religiøst lærde som af fodfolket. I tilfældet med Islam er der desværre en udbredt tendens til, at religiøst betingede holdninger og handlinger finder vej til det enkelte menneskes moralbegreber. Således mener fx 26% af indbyggerne i Bangladesh tilsyneladende, at selvmordsbomber er i orden, når de anvendes i forsvaret af islam.

    Hvis målet er fredelig sameksistens, så er jeg helt enig i, at en alvorlig forhindring er den polariserede og forkludrede debat, der hersker i hele den vestlige verden. Der er ofte tale om en sort-hvid tankegang, hvor man enten bliver kaldt racist eller halalhippie. En nuanceret debat, baseret på fakta, er nærmest umulig. Kritik af islam bliver forvekslet med kritik af brune mennesker eller folk fra muslimsk-dominerede lande og bliver blandet sammen med debatten om immigration. Hvis man kritiserer Islam, risikerer man at få påhæftet den absurde etiket “islamofob”. Ikke bare af muslimer, men især af selverklærede “humanister”, der i egen selvopfattelse blot forsvarer de, der er ofre for xenofobi (hvilket ikke har med sagen at gøre). Heraf kommer det nyligt opfundne ord “islamofobifobi”. En person lider af islamofobifobi, når hun ønsker at ytre et par kritiske ord om islam på Facebook, men undlader – af angst for at blive skældt ud og droppet af sine humanistisk indstillede Facebook-“venner”. Det er en form for selvcensur. På den anden side af det mentale jerntæppe står xenofoberne og råber ukvemsord mod alle fremmede, der drister sig til at komme til landet og åbne munden.

    Et beslægtet problem er, at religionskritik ser ud til generelt at blive taget meget ilde op af en betydelig andel af muslimer. I den vestlige verden har vi i de sidste par hundrede år vænnet os til, at det er helt okay at kritisere og latterliggøre religion (sådan har det ikke altid været). Vi har på mange måder distanceret os fra religionen og/eller kompartmentaliseret den del af os selv, så den nu bebor et mere privat, indre område (hvis man da er troende), hvor den kan være mere immun overfor kritik og hån. I modsætning hertil virker det til, at det at være muslim er meget mere end blot at tro på en bestemt religion. Det er vist i høj grad også forbundet med en stærk kulturel identitet og en måde at leve på. Prædikatet “muslim” identificerer hvilken “stamme”, man hører til, lidt på samme måde som et nationalt tilhørsforhold, blot stærkere. Det bliver dermed svært at kritisere islam, for kritik vil ofte blive taget personligt. Hvilket det ikke må være. Det, mener jeg, bør dog ikke afholde nogen fra kritik. Men det betyder, at man skal være præcis og omhyggelig i sit ordvalg, for ikke at forkludre debatten. Det er ikke nemt!
    Bill Maher, Ben Affleck, Sam Harris diskuterer islam
    Ali Rizvi om Islamofobi

    • Rezhwan De Trinitate

      Mange tak for kommentar. Er du sikker på, at du ikke skal have mit job 🙂 Jeg vil også mene, at kultur kommer af de politiske og/eller religiøse regelsæt der bliver bestemt. Fordi vores samfund er baseret på demokrati, har vi dermed også kultur som giver den enkelte frihed, netop fordi systemet afspejler folkeretten. Jeg er selv meget glad for Bill Maher, og vil også se på det andet link. 🙂

  • Svend Tang

    Flygtninge strømme er egentlig ikke det store problem, men det store kultur chok som kan komme når man kommer fra et stærkt religiøst samfund og skal indordne sig i et land hvor man ikke bare kan henvise til koranen eller biblen. Men det der bekymre mig mest er at selv herboende muslimer, der har været her i flere år, er meget berøringsangst over for at få svar på tiltale. Især shaira, vers i koranen som klart er diskrimination af kvinder, omskæringer (jøder og muslimer) og straffen for at forlade den islamiske tro er nærmest umulige at berøre uden at blive kaldt racist (som om racisme har noget med kritik af religion at gøre) eller hvis det er biblen/jødisk tro risikere man at blive kaldt intolerant. Man skal da slet ikke at tale om at modernisere biblen eller koranen så de svarer til moderne anerkendt værdier i åbne demokratiske samfund. Åbenlyse “nonsens” vers og lignende bør fjernes fra biblen såvel som koranen.

    Omkring krige så er jeg enig at krigene som vi har set på det sidste ikke har hjulpet, men lad os ikke narre os selv.
    Mellemøsten er ikke for god selv… der kæmpes indbyrdes og shia og suni er mildest talt efter hinanden for ikke at tale om jøder og muslimer. De kan godt selv uden “vestlig” indblanding..

  • Karsten Larsen

    Islam er stamme-kultur, en total og totalitær krigerisk stamme-ideologi, der INTET har med “religion” at gøre. (Der er intet i en stammekultur, der kan vælges fra – både “tro” og stamme-adfærd dikteres). Religion – derimod – er personlig, frivillig tro inden for en sekulær stats rammer. Islam er u-delelig stamme- og klan(u)kultur og Allah er hedensk, non-sekulær, stammegud. – Besynderligt, at kristne I NYERE TID er begyndt at kalde islams stammekultur for en “religion”. Det er svindel og demagogi. HOLD FOR HELVEDE OP MED AT KALDE ISLAMS OLDTIDIGE STAMMEKRIGS-IDEOLOGI FOR EN RELIGION.