Forslag: Lad Poul Joachim Stender få sin vilje – skil kirke og stat – og styrk troen

I Nyheder af Anders Stjernholm

Jeg tror, jeg forstår Poul Joachim Stender i hans kronik fra  d. 25. januar. Han ønsker sig en skarpere folkekirke med mere kant og bid. En folkekirke, der rent faktisk præger sin tid fremfor blot at følge med den. Og jeg tror, jeg ved, hvordan Poul Joachim kan få sin vilje…

Det uvæsentlige

Stender er en permanent bispevalgkæmpende præst, der altid er klar med god svada til sin samtid. Omend jeg vil mene, at han i kronikken skyder med lige lovlig mange spredehagl. Teksten er en tour de force af klassiske klichéer for et præsteindlæg: 

“Vi mener, at vi ved at skille kirken fra staten dermed kan ligestille alle idéer og livssyn”

1) ”Buh!” til det nuværende samfund. Se hvor meget, der er galt: Vi er stressede, vi keder os og er grådige. Ergo: Vi har brug for min religion. MEN:
2) Folkekirken løser ikke problemet. Fordi den er for meget som sin samtid. For lidt sig selv.
3) Derpå lidt tynd bortforklaring på kirkens krise og lidt salgstale:

“Derfor (skrigende børn, red.) hænder det, at kirkegængeren kører videre, hvis han eller hun opdager, at der er for mange biler på en kirkes parkeringsplads på grund af en dåb. For nogle år siden fremkom nogle undersøgelser, der påviste, at man kan få et længere liv af at gå i kirke.”

4) Og så en blandet pose whataboutery: Kristne bliver forfulgt (ligesom alle andre grupperinger gør i en verden hårdt ramt af sekterisk vold). Og det verdslige er værre end kristendommen – se bare på alkohol, cigaretter og grådig kapitalisme. Det her er en af guldkornene: “Skulle en T-shirt med en reklame for Den Danske Bank være mere harmløs end et kors omkring halsen?”

En smuk stråmand, whataboutery samt sort/hvid-fejlslutning i samme korte anklage. Jeg læste det i en følelsescocktail af skræmt og imponeret.

Det væsentlige

Men indimellem de slidte argumenter, kommer Poul Joachim med en pointe, jeg dvælede ved: “Og vi vil ikke nedskrive kristendommen til en ufarlig livsforståelse blandt mange, der skal lukkes ind i det private rum.”

Her er mit svar: Overvej da lige, om det ikke er præcis dét, der skal til? (Minus det ufarlige.)

Jeg mener nemlig, at kristendommen lige nemlig bør nedskrives til at være én blandt et utal af livsforståelser. Det er også for dens eget bedste – for ellers fremstår den hyklerisk. Forklaring følger:

Idéer bør være lige i deres udgangspunkt. Alle idéer skal fra deres afsæt vurderes ensartet, og udvekslingen af dem – debatten – bør være fri og fair. Det er den ikke, hvis nogle idéer understøttes økonomisk af staten. Derom er vi alle enige. Folkekirkens støtter har jo for vane at sige: “Vi har religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed.” Den sætning har altid undret mig. Nu er jeg ikke synderligt bibelkyndig, men den Jesus jeg blev fortalt om i skolen og opdraget med derhjemme virkede som en fyr, der går ret meget op i lighed. Det fremstod som lidt af en kerneværdi for ham faktisk. Derfor undrer det mig, at hans ivrigste støtter ikke er mere fokuseret på ligheden på religionsområdet. Den Jesus, folkekirken prædiker om (når de endelig nævner ham i prædikerne), ville sgu da skamme sig over at spille med snyd?! At staten skulle bakke hans budskab op, virker da ikke fair over for de andre.

Samtidig virker den der ydmyge, fair Jesus, min konfirmationspræst, Lars Tjalfe, fortalte mig om, også som en stolt fyr. En type, der vil mene, at hans idéer og tanker ikke behøver penge i ryggen for at klare sig i en fri og fair udveksling med andre idéer og tanker. Mon ikke dén Jesus ville være sekularist i dag?

Derfor mener jeg og mine ligesindede, at det danske samfund faktisk lige netop bør formelt nedskrive folkekirkekristendommen til en af mange livsforståelser. Vi mener, at vi ved at skille kirken fra staten, og stoppe med den økonomiske understøttelse af alle religioner, dermed kan ligestille alle idéer og livssyn. I, som stoler så meget på kristendommen som livsforståelse, bør da have modet til at gøre netop det? At ønske fortsat at stå i en forkælet, understøttet position virker hverken modigt eller lighedsorienteret. Så hvorfor?

Det fede vil i så fald også være, at I kan tale højere om Jesus og Gud og den rigtige kristendom, som Poul Joachim efterlyser. At folkekirken igen kan forkynde et mere dannende evangelium. Med en Gud, der har mere kant. En gud der bliver skuffet over dig, men også tålmodigt venter på din modningsproces. Som jeg forstår PJS er det vist sådan en slags Gud, han ønsker. Den kan han blive fri til at forkynde. Det kræver bare lidt mod. Skal vi?