Herrens Veje slutter af med banale påstande i forkølet salgsfremstød for folkekirken

I Debat, Kultur af Anders Stjernholm

Jeg kan faktisk meget godt lide Herrens Veje. Normalt ser jeg ikke meget DR-drama, men denne gang, hvor rammen var religion i Danmark, måtte jeg se med. Denne gang håbede jeg på, at emnet ville blive dækket lidt mere alsidigt, med andre livssyn repræsenteret og uddybet. I stedet blev det en art-reklame for den danske folkekirke her i slutningen af anden sæson.

Her ender serien nemlig i et overraskende banalt filosofisk forsøg på at sælge folkekirken. Det kredser om, hvordan sønnen Christian genfinder sin kristne tro. Den har et afgørende punkt i afsnit 8, hvor Johannes hjælper ham med teologispecialet. Specifikt handler det her om at forstå tilgivelse med udgangspunkt i et Kierkegaard citat: “Din tilgivelse til et andet menneske er din egen tilgivelse.” Christian tolker med Johannes’ hjælp videre til: “… det er netop dér, Gud viser sig. I kærligheden imellem os. Så når jeg tilgiver et andet menneske, så manifesterer Guds kærlighed sig i dén handling – og bliver til min egen tilgivelse. Uanset om jeg er troende eller ej.”

Gud er der, når du tilgiver. Han har faktisk noget af æren for det. Jamen, super. Så selv, når du i en psykisk anstrengelse ser igennem sårende svigt og møder dit medmenneske, så er det ikke bare jer to, der finder hinanden. Gud er simpelthen matchmakeren.

Bemærk, at det heldigvis bare er en påstand. Et klokkeklart gæt faktisk. Et gæt på, at en given menneskelig følelse – og derpå en given handling – er Guds værk. Hvis man er lidt ekstra fræk, er det faktisk ikke meget anderledes end at påstå, at lyn kommer fra en Gud. Her er det bare noget usynligt menneskeligt hvis oprindelse, der bliver påstået at komme fra oven. 

Netop kærlighed og følelser er jo faktisk fænomener, vi har en chance for at måle og veje en lille smule af. Og her taler jeg i mindre grad om hardcore videnskaber som neurologi og vores hjernes kemi.

God of the gaps

Tid sidst laver DR en flot reklame for folkekirken i primetime tv. Jeg håber DF værdsætter den, så de resterende krav for teokratisk propaganda fra statsmediet kan få lov at ligge lidt. Så kan folkepartiet koncentrere sig om rent faktisk at gøre noget nyttigt for deres vælgeres livskvalitet for en gangs skyld. Måske stemme imod en velfærdsforringelse kunne være en idé?

Men i denne afsluttende scene står Christian på Amager Fælled ved siden af Ørestaden – en topmoderne og relativt nybygget og trendy del af vores samfund. Her prædiker han for sin nye menighed:
”Mange af os har brug for at rette en tanke mod det, der ikke kan måles og vejes: Kærligheden til et barn… Længslen efter en elsket… eller livets store mystik. Og alt dét vælger jeg at kalde for Gud.”

Det er et klassisk argument, og faktisk en glimrende formidling af følelsen af at overgive sig til et betryggende svar. En følelse af at få svar på en lille smule af livets allermest frustrerende spørgsmål. Problemet er selvfølgelig, at svaret ikke er et svar. Det er blot et gæt – og det ved man godt. Så man vælger at ignorere sit baghoveds indsigelser og holde fast i håbet om, at forklaringen holder – og så holder den! Det føles klart og tydeligt som om, at den holder! Halleluja! Den følelse kan jeg lidt sætte mig ind fra alle de gange ny viden og indsigt har manifesteret sig i mit hoved. Fra den tidlige matematik i første klasse til dybere politiske, økonomiske eller filosofiske indsigter i voksenlivet. Fed følelse!

Vi, der foretrækker den spørgende og åbne tilgang, tager den alvorligt. Så vi forurener ikke den store sø af spørgsmål ved at smide besvarelser uden ærlig basis i vandet
Men her, når det kommer til “Guden over alt, vi ikke ved”, hviler følelsen desværre på et spring ud i blind tro, som man er tydeligt bevidst om. Et spring som samme Kierkegaard har beskrevet – de 70.000 favne, du skal kaste dig selv ud på. Og du kan svømme, hvis du bare tror nok på det. Men de fleste er jo bevidste nok i selve udøvelsen af springet, at de ved, de skal fortælle sig selv de rigtige ting. De 70.000 favne er din underbevidsthed, som nok skal gribe dig.

Mere ærligt kan man sige: “De ting, der ligger uden for min forståelse, vil jeg have det tryggere med. Jeg vælger nu derfor, at de har en form for forklaring og uskadelig hensigt. Det, der er uden for min kontrol, vil mig det godt.” Naturligvis vil din underbevidsthed gerne godtage den forklaring. Uanset mangel på underliggende logik.

Nogle hører Christians ord som værende spørgende og åbne for indtryk: “alt det, der ikke kan måles og vejes.” Men hvis du gerne vil være spørgende og åben for indtryk, så lad være med at give det ukendte et navn – eller begynde at fylde det ud med intention, mening eller intelligens. Også selvom det føles rart og afstressende. Også selvom der er en lille bitte chance for, at din ønsketænkning kan være virkeligheden.

Vi, der foretrækker den spørgende og åbne tilgang, tager den alvorligt. Så vi forurener ikke den store sø af spørgsmål ved at smide besvarelser uden ærlig basis i vandet. Hvis vi tager en chance og smider en line i søen, så gør vi os metodiske overvejelser, således at vi kan være ærligt stolte af fangsten. (Ok, nu er denne metafor vist kommet langt nok).

Vi er i gang med at forklare noget af det, I stadig kalder mystisk

” Kærligheden til et barn… Længslen efter en elsket…”
Netop kærlighed og følelser er jo faktisk fænomener, vi har en chance for at måle og veje en lille smule af. Og her taler jeg i mindre grad om hardcore videnskaber som neurologi og vores hjernes kemi. Vores videnskabelige indsigter i menneskets sind, bevidsthed – “ånd”, som tidligere tiders gættere har kaldt det – handler ikke kun om signalstoffer og nervebaner. Også psykologien kan byde ind med forståelse af kærlighed til et barn eller længsel efter en elsket.

Netop denne videnskabeligt inspirerede måde at filosofere over livet, med udspring i felter som psykologien, kaster løbende små resultater af sig. Og de resultater indgår så i et gigantisk puslespil, der lægges af alverdens forskere, lærere, journalister, debattører, politikere, blogger og alle andre, der siger deres tanker højt. Således måler og vejer vi, hvad dette liv egentlig handler om. Og med ydmyg tålmodighed udholder vi, at det ikke kaster meget af sig. Vi ved for nuværende 4% af det hele (et slag på tasken). Og vi ved også, at vi nok kommer til at sige farvel på dødslejet med ikke mere end 6% på plads. Men det er ærlige og redelige 6%. Og det er godt nok.

Dét, der ikke kan måles og veje, det måler og vejer vi en anden gang. Måske. Og så måler og vejer vi, noget der kan måles og vejes og gøre os klogere imens. For eksempel vores kærlighed til hinanden.