Homoseksuelle betaler de mennesker, der diskriminerer dem

I Debat af Anders Stjernholm

Af Martin Palsmar og Anders Stjernholm, Ateistisk Selskab

At være homoseksuel og troende indenfor de  monoteistiske religioner (kristendom, islam, jødedom) virker umiddelbart som lidt af et paradoks. Alle tre religioner har i deres doktrin hadefulde linjer og vers om homoseksulle og homoseksualitet. Det betyder naturligvis ikke, at disse religioners gud er imod homoseksualitet. Udenfor det muslimske miljø er der ikke mange gejstlige forkyndere, der vil påstå at deres doktrinære skrifter vitterlig er hellige ord. Og en mulig forklaring på homohadet i disse tekster er, at forfatterne brugte religionerne til at legitimere deres intolerance og had. I dag er mange udøvere af disse religioner langt mere moderate. De regner ikke alle afsnit af deres hellige bøger for autentiske og kan derfor godt acceptere homoseksuelle – og homoseksuelle kan acceptere disse religioner. Folkekirken medregnet. Det ændrer dog ikke på, at forholdet mellem religion og homoseksualitet historisk har været temmelig umage.

Op til 1933 var homoseksualitet ulovligt i Danmark. Indtil 1981 var det en diagnose på en psykisk lidelse. Først i 1989 kunne homoseksuelle indgå registreret partnerskab. I 2012 kunne de så vies i kirken. En lov som folketinget har tvunget ned over kirken, og som præster stadig kan afstå fra at adlyde. Hvorfra stammer dette syn på homoseksualitet, hvis ikke vores kristne kultur? Hvor mange skæbner ligger skibbrudne i kølvandet på denne holdning, at homoseksualitet er noget syndigt, noget afvigende, noget unormalt, noget uønskværdigt? Hvor mange har lidt under at leve på en løgn, måske med depression, misbrug eller endda selvmord til følge?

Og hvor mange er blevet socialt udstødt, måske med de samme følger?

I det moderne danske samfund har homoseksuelle det bedre, end de har haft det meget længe i de fleste samfund verden over. Men vi er stadig ikke i mål. Hvordan er vi nået hertil? Har det været folkekirken, der med sin store moralske habitus, rejste sig og sagde til resten af samfundet “Hey! Det her er ikke orden. Vi må være mere humane!” Nej, tværtimod. Kirken er modvilligt og fodslæbende blevet trukket med af den humanistiske udvikling og dermed været den største bremseklods på vor vej mod et moderne civiliseret samfund på dette punkt.

I forbindelse med ændringen af ægteskabsloven, som medførte at par af samme køn kunne blive gift på lige fod med andre, indførtes en bestemmelse om, at præster kunne nægte at vie homoseksuelle, ligesom de kan nægte at give hånd til kvindelige kolleger og vie fraskilte, med henvisning til deres samvittighed og til deres tros- og ytringsfrihed. Man kan også opleve (et ganske vist beskedent antal) præster fra den kirkelige højrefløj, der fra deres prædikestol taler nedsættende og fordømmende om homoseksuelle og truer dem med helvedes flammer efter døden.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at man som homoseksuel borger i den sekulære danske stat, er tvunget til at betale for en gruppe tjenestemænds ret til at diskriminere, håne og fordømme dem. Det er svært, at forestille sig en læge, der under henvisning til sin samvittighed ikke vil operere homoseksuelle eller en lærer, der ikke vil eksaminere elever af anden etnisk herkomst? Det ville formodentlig medføre afskedigelse. Præsterne må gerne – og alle – også ikke troende, ikke-medlemmer af folkekirken må affinde sig med, at skulle finansiere denne form for statssanktioneret diskrimination, hvilket krænker mange homoseksuelles retsfølelse og må være i strid med racismeparagraffen, straffelovens §266b som lyder:

“Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Man kan næppe retsforfølge den enkelte præst – navnlig ikke, da det er en lovfæstet ret, som de har fået af kirkens øverste myndigheder. Men spørgsmålet er, om man ikke kan sagsøge folkekirken og/eller staten for brud på ovennævnte lov? Eller om det ikke i det mindste vil kunne være et indspark i debatten om, hvorvidt tiden er moden til at ændre forholdene, så medlemmerne af folkekirken betaler for forkyndelsen i deres kirker, og staten overtager vedligeholdelsesforpligtigelsen af de bevaringsværdige kirker?