Foto: Roberto Borgen

Ida Auken gæster Gudløs Torsdag 11. oktober 2018

I Nyheder af Alexander Hall Kristensen

Den teologiuddannede MF’er for De Radikale, Ida Auken, gæster Gudløs Torsdag i København den 11. oktober. Ida er tidligere SF’er, tidligere miljøminister og en nuværende kristen profil i midten af dansk politik. (Ida Aukens Folketingsprofil)

Ida taler imod venstrefløjens typiske modvillighed til at læne sig op ad og fremme dansk kultur, selvforståelse og nationalisme. Hun ser store værdier i disse, og søger altså at finde en balancegang mellem den politike progressivitet og en værdimæssig konservatisme.

Hun skriver: “Derfor er jeg ikke imponeret over de fundamentalistiske ateister, der uden diskussion mener at have krav på, at alle religioner fjernes fra det offentlige rum.”

Ida udkom med bogen “Dansk” i foråret 2018, hvori hun taler for en fremtid for Danmark med forståelse og åbenhed for religioner – dog med en vis forkærlighed for folkekirken og kristendommen, som hun er opdraget med. I bogen langer Ida også ud efter den politiske ateisme. Hun skriver: “Derfor er jeg ikke imponeret over de fundamentalistiske ateister, der uden diskussion mener at have krav på, at alle religioner fjernes fra det offentlige rum.” Hvem disse argumentløse ateister er, glæder vi os til at finde ud af den 11/10.

Hun skriver videre: “Det er ikke nødvendigvis mere rationelt at være ateist end at være troende, og det er ikke mere legitimt at ville lukke munden på andre med ateisme end med religion.” Her er der mulighed for endnu en god drøftelse, når Ida forhåbentlig vil præsentere det rationelle ved at være troende. Alt i alt er der lagt op til en svært spændende samtale med Ida Auken. Vi glæder os til, at hun gæster Gudløs Torsdag, og håber på at se jer til begivenheden.

Se alle detaljer for eventet og tilmeld dig på Ateistisk Selskabs facebookside her