Kære Helle Joof - Gud er dyr - Ateistisk Selskab

Kære Hella Joof m.fl. – Gud er dyr

I Debat af Morten Fitzgerald og Anders Stjernholm

Folkekirken er under pres. Og endnu en gang står Danmark med en kirkeminister, der ser det som sin opgave at hjælpe favoritreligionen med at dominere markedet for livssyn. Ateistisk Selskab og et flertal i befolkningen venter stadig på en liberalisering, så alle religioner står lige. Så vi får reel religionsfrihed, der også giver mulighed for at være fri for religion.

Implicit i kirkens påstand ligger jo, at Mohammed løj, at Joseph Smith (mormonerne) løj og at Sun Myung Moon (Moon-bevægelsen) løj for eksempel. Derfor prøver kirken at markedsføre sig på et andet dogme. Et, som nogle vil påstå, kirken ligefrem har opfundet – begrebet næstekærlighed.

Kirkeministeren skriver i Berlingske lørdag den 25. februar om folkekirken: »Tænk, at vi i Danmark har en forening, som tre fjerdedele af befolkningen er medlem af. Helt frivilligt.«

Det er en formulering, vi ærlig talt ikke kan se, er korrekt.

Center for Kirkeforskning foretog i 2013 en undersøgelse, hvori deltagerne blandt andet blev spurgt: »Forestil dig, at alle medlemskaber af folkekirken blev annulleret, ville du så aktivt melde dig ind igen?«

29 procent svarede »nej«, 23 procent svarede »ved ikke«, og blot 48 procent svarede »ja«. Det lyder ikke som om, at alle folkekirkens medlemmer er medlem »helt frivilligt«. Det er tydeligt for os, at der er behov for en nem digital løsning som udmeldelse.dk, så de, der gerne vil være fri for religion, kan blive det. De, der er myndige, vel at mærke. For kirkeministerens »helt frivillige« medlemmer tæller altså også børn helt ned til tremånedersalderen – hvor frivillige er de?

folkekirkenI 2016 faldt medlemsprocenten cirka én procent, »som sikkert kan forklares med meget andet end en ateistisk buskampagne,« skriver kirkeministeren. Og her giver vi hende ret. For buskampagnen handlede ikke om folkekirken – den handlede om tro generelt. Hvor mange gange dette skal understreges imponerer og skræmmer os. Udmeldelse.dk er den simple grund til, at kirken har mistet ekstra mange medlemmer. Det, at der findes en overskuelig digital løsning, gør forskellen. Vi har i mange år bedt folkekirken gøre opsigelsen af medlemskabet lettere, og efter at have talt for døve øren, besluttede vi i tage sagen i egen hånd. Dette initiativ er trods sparsomme midler til markedsføring blevet taget overordentlig godt imod af befolkningen.

Gud er dyr

Hella Joof fortæller på sin blog lyrisk imponerende om, hvordan folkekirken trænger til at træde i karakter, samt at flere danskere burde tage kirken til sig, når nu tilbuddet er der. »Og du kan få en velsignelse og en lille én med på vejen, og den er oven i købet gratis (læs kirkeskat),« skriver hun.

Lad os blive enige om, at der er en pris for Gud, hvis denne skal nås eller opleves gennem folkekirken. For den enkelte ligger prisen mellem 0,4 til 1,3 procent af indtægten – 2.000-4.000 kr. for en gennemsnitlig lønmodtager. Det er en flot individuel kontingentbetaling, som sammen med et statsligt tilskud sikrer kirken over otte mia. kroner af vores samfunds midler hvert år. Det er mange penge for at pleje en påstand, hvis sandhedsværdi ikke er blevet forbedret i 2.000 år. Især når Jesus angiveligt selv har sagt: »I har fået det for intet. Giv det for intet«.

Men det er ikke Hellas holdning. For hun skriver, at kirken skal komme »ind i kampen. Ubundet af dogmer og anakronismer.« Men det er vel umuligt for kirken at slippe sit afgørende dogme: At Jesus var Guds søn. I så fald bliver den til et multireligiøst folketempel.

Hvorfor skulle Messias være rigtig?

Det er dette dogme om Jesus’ helligdom, som netop er så svært for et moderne oplyst menneske at tro på. Hvorfor skulle denne Messias være rigtig – og alle de andre påståede hellige personer gennem verdenshistorien være løgn? Implicit i kirkens påstand ligger jo, at Mohammed løj, at Joseph Smith (mormonerne) løj og at Sun Myung Moon (Moon-bevægelsen) løj for eksempel. Derfor prøver kirken at markedsføre sig på et andet dogme. Et, som nogle vil påstå, kirken ligefrem har opfundet – begrebet næstekærlighed.

messias

Men at gøre godt for andre er jo påviseligt ikke forbeholdt kristne mennesker. Selv i samfund, der aldrig har hørt om Gud og Jesus, behandler mennesker hinanden med respekt – ja, sågar blandt dyr, der næppe kan have læst om ham, ser vi næstekærlige handlinger. Vi er gode, som vi er, selvom kirken i gennem århundreder har lært os, at vi er syndige og født syge. Skyldfølelsen over at være et dårligt menneske er sanktioneret af Gud gennem religion. Glæden ved at gøre godt virker til gengæld til at være noget mere naturlig.

Markedet for livssyn, ceremonier og eksistentiel tænkning er større og mere varieret end nogensinde før. Folkekirkens monopol er for længst brudt, og det skræmmer nogle konservativt tænkende mennesker, at deres specifikke holdepunkt kan risikere at blive mindre solidt. Men tag det roligt – kirken skal nok bestå og stadig være en mastodont i milliardklassen – også selvom vi liberaliserer markedet og indfører religionslighed.