Hvad kan vi lære af Onkel Reje-sagen?

I Debat af Anders Stjernholm

Repræsentanter fra rigtige danske kristne menigheder (altså ikke den brede del af folkekirken – men dem der oprigtigt tror på, at Jesus var Kristus) har været ude her for nylig og brokke sig over, at figuren onkel Reje laver grin med satanisme.

Lad os huske på, at det er dét, Onkel Reje gør. Han anbefaler det ikke. Faktisk er nærmest alt Onkel Reje gør, noget ungerne godt kan se er forkert. Når han kaster hækkesakse, forstår børnene, at det ikke er en anbefaling til en fritidsaktivitet. Når han påstår, at han har tævet en hel pigegarde med sin venstre arm, så køber børnene den ikke. Det kaldes ironi og skulle være en humorform, der er særlig påskønnet i dansk kultur (den kom dog ikke med i Bertel Haarders kulturkanon, selvom den for det projekt havde været perfekt).

Selvom sagen for de flestes vedkommende håndteres med et fnis og et skuldertræk – fornuftigt nok – så vil vi gerne pointere, at der er noget alvorligt at lære ud af denne sag. Generalsekretær i Frikirkenet Mikael Arent Laursen forklarer det faktisk bedst selv:
“Mange vil nok tænke: ‘Nå pyt. Det er bare noget overtro. Det kan vi godt lege med.’ Men lad os for et øjeblik antage, at satanisme er farligt, at der findes en åndelig verden, som påvirker os på godt og ondt.”

“Burde Onkel Reje udvise større forståelse og respekt? Nej.”

Den antagelse bakker Ateistisk Selskab op om. For den er jo god nok. Vi har i dagens Danmark en større gruppe af mennesker, der håndterer livets psykologiske vekselvirkninger med udgangspunkt i en tanke om, at godt og ondt findes manifesteret i en overnaturlig, åndelig dimension. Og at arketyperne på godt og ondt – Gud og Satan henholdsvis – vitterligt eksisterer (i mere eller mindre håndgribelige udgaver). Der er tusinder af voksne mennesker, der tilskriver deres gode og dårlige handlinger disse entiteter. “Splitting” kalder psykologien denne barnlige coping-mekanisme. Men ikke nok med, at disse voksne mennesker håndterer deres mentale helbred med disse billeder – de lærer også deres børn at gøre det samme. Det er en del af det vigtige magtgrundlag for patriarkatet i samfund som Indre Mission. Og når så en figur som Onkel Reje kommer ind og prikker lidt til denne forestilling – så er fanden løs! Bogstaveligt talt for nogle.

“En væsentlig del af den danske befolkning tror på, at der er en åndelig dimension med både gode og dårlige kræfter. Burde Onkel Reje så ikke, når han nu ved, at der er en stor gruppe, der har det svært med det, udvise større forståelse og respekt for dem?” spørger Mikael Arent Laursen fra Frikirkenet i ovennævnte artikel.

Nej, på ingen måde. For den forestilling om en “åndelig dimension med både gode og onde kræfter” er ikke nogen særlig sandsynlig størrelse, det er ikke nogen mentalt sund forestilling, og den hjælper ikke børnene med at forstå psyken – den forvirrer mest. Derfor bør Onkel Reje gøre som han gør: Nemlig tage tykt pis på den farlige tankegang, så børnene kan få den fine satiriske vinkel på voksnes opførsel og forhåbentlig lære lidt.

Problemet er ikke Onkel Rejes humor. Problemet er Indre Mission og frikirkernes alvor. Den er langt farligere for børnene.