Religion er en kerneingrediens i ekstrem social kontrol

I Debat af Anders Stjernholm

Forestil dig, at du er teenager og faktisk ikke stoler på dine forældre. Din mor og far tyranniserer dig, og du ved med dig selv, at de faktisk ikke ønsker dig det bedste. De ønsker at du skal gøre ting for deres bedste. En dag tager du mod til dig og går på kommunen for at fortælle en sagsbehandler om dine forældres overgreb. Det kan være alt fra indespærring til psykisk og fysisk vold. Nogle gange alle tre. Efter sagsbehandleren har lyttet til din historie gør vedkommende, hvad reglerne påbyder: Ringer til dine forældre.

Lad mig sige det ligeud: Lorteregel!

I foreningen Eftertro, som er et rådgivningsnetværk for tidligere religiøse, har flere kvinder fortalt om, hvordan de har følt sig komplet svigtet af det sociale system, når forældre indrages på den måde. Folketinget bør snarest muligt se på at ændre reglerne, således at sagsbehandlere kan udskyde at kontakte forældre til børn og unge, der ligger under for ekstrem social kontrol.

Institut for Menneskerettigheder udgav tirsdag den 14. november en rapport om Ekstrem Social Kontrol, hvor de blandt andet anbefaler, at vi ændrer denne regel. Rapporten peger generelt på, at nogle børn og unge har krav på beskyttelse for deres forældre. Prøv lige at mærk efter, hvad det betyder for et menneske: At frygte sine egne forældre. Prøv at tænk igennem, hvad der kan få en forældre til at bekymre sig så meget om ære og facade, at dit barns velbefindende kommer i anden række. Hvad kan skabe sådan en prioritering? Sådan en tankegang? Du har nok gættet, hvad jeg mener, det er.

Religion bærer en stor del af skylden

Instituttet laver én klar fejl i mine øjne: De foretager ufattelige krumspring for at undsige religion som en afgørende faktor for den stærke sociale kontrol. Det ender for eksempel i en anbefaling om at kommuner knytter flere skolesocialrådgivere til skoler med mange elever med ikke-vestlig etnicitet. Må jeg foreslå et klarere begreb: elever fra stærkt religiøse hjem. Der er som oftest i disse miljøer, den sociale kontrol bliver ekstrem. I Jehovas Vidner, Indre Mission, Pinsebevægelsen, Scientology og Islam. Der er ingen grund til at kigge på hudfarve eller etnisk oprindelse – kig på religionens tag i mennesket og kulturen:

  • Bliver der set ned på homoseksualitet?
  • Har kvinder færre rettigheder end mænd? Må de være præster og ledere?
  • Er sex før ægteskab tilladt?

Den korte tjekliste kan med god sandsynlighed fortælle, hvorvidt de unge i miljøet bliver udsat for ekstrem social kontrol.

Rapporten fra Institut for menneskerettigheder af fuld af historier, som matcher det, vi også hører i Eftertro: Unge, der ikke bliver forstået af deres forældre. Forældre, der med vold og kontrol fastholder især unge piger i en livsførsel, der passer til familiens ære og minoritetssamfundet forventninger – ikke hendes ønsker eller drømme. Og det er dem, det her i sidste ende handler om.

Vi har et stærkt og rigt samfund. Derfor har vi ressourcerne til at tilbyde disse unge mennesker netop dette: en mulighed for at udleve deres ønsker og drømme. Det skidesmarte her er, at hvis vi sørger for det, så stækker vi også radikaliseringen. Hvis vi kommer tvivlerne til undsætning, så rammer vi også forkyndernes magt over hele menigheden. Når vi giver tvivlerne en udstrakt hånd, rammer vi også radikaliseringen hos troens fundamentalister.

Det her handler om opportunity cost. Hvor meget det koster at skifte holdning eller miljø. Ikke kun økonomisk, men også psykisk, socialt og sikkerhedsmæssigt. Hvis det omkringliggende samfund kan tilbyde at dække nogle af de omkostninger, det har for de unge at sige fra – så vil flere naturligvis sige fra.

Vi skal komme de tvivlende til undsætning. Krisecentrene må ikke underprioriteres. Slet ikke i en tid, hvor behovet for dem stiger. Jeg har tidligere i et indlæg i Politiken foreslået en national exit-indsats i form på 300 millioner om året til centre med værelser samt juridisk og psykologisk rådgivning. Tryghed og rådgivning. De penge er peanuts i forhold til, hvad gevinsten kan blive på den lange bane. Brug de penge! Lad os opgradere vores krisecentre, så de bliver sikre, varme opholdssteder, hvor man kan føle sig tryg, mødt, hørt og værdsat – således at disse mennesker kan tage hånd om deres egen integration i samfundet – når nu deres forældre og religiøse ledere ikke vil.