Religion vs. videnskab: Næstekærlighed

I Debat af Hans Peter Sandbech

I forrige uge skrev Lone Frank en artikel, hvor hun slog et slag for videnskaben. Et slag for at videnskaben er bedre til at give svar på eksistentielle spørgsmål end religion. Hun afviser de religiøses tilbagevendende påstand om at: “Videnskaben kan jo ikke give svar på meningen med livet/kærlighed/sorg/meningsløshed – da har man brug for [indsæt religion eller gud].”

Når mange religiøse bruger dette argument, giver det anledning til at forfølge et begreb, som både videnskaben og religionerne beskæftiger sig med. For at sammenligne hvad den religiøse forklaring gør i forhold til den videnskabelige på et eksistentielt plan. Intet er mere oplagt at tage fat i end næstekærlighed. For næstekærlighed er så indgroet i den danske folkekirkes DNA, og er et af kirkens mest benyttede mantraer i markedsføringen af troen. 

Næstekærlighed i kristendommen
Vi ved at næstekærlighed giver den bedste overlevelseschance, og dermed også at det at handle næstekærligt vil føles godt.

Næstekærlighed, er til stede i alle de store monoteistiske religioner, men i forskellig form. Kristendommen har (gen)taget næstekærligheden fra jødedommen. Det diskuteres i kristendommen hvem, der er inkluderet i næsten. Det kan gå fra naboen til fattige i Afrika, men det er ikke noget troen giver faste svar på. 

I kristendommen, som det bliver beskrevet på folkekirken.dk er næstekærlighed:  

“Gud elsker allerede mennesker. Gud har givet os livet ved skabelsen. Han har givet os tilgivelse og kærlighed ved at komme til verden gennem Jesus. Derfor har vi rigeligt at dele ud af.”

Nærmere står der:

“Det bud (om næstekærlighed) er udfordrende og krævende, fordi det gælder hver eneste dag og hvert eneste menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, vi ikke bryder os om, og dem, vi ikke synes, har fortjent det.”

Til sidst:

“Buddet om næstekærlighed har ingen brugsanvisning, men ofte ved vi fra os selv og vores evne til at sætte os i en andens sted, hvad den anden har behov for.”

Opsummering: Kristendommens næstekærlighed
  • Vi skal elske andre fordi Gud har elsket os
  • Der er ingen brugsanvisning på næstekærlighed
  • Det er hårdt fordi, der er nogen vi ikke kan lide
  • Vi kan diskutere hvem næsten er

For det første betyder det, at de mennesker, der levede inden Gud ofrede sin søn ikke kendte til næstekærlighed. Ud over det er præmissen, at vi har tiltro til den kærlighed Gud har kastet på os. Vores overskud i kærlighed kan vi så give videre. I kristendommen er næstekærlighed ikke din kærlighed til næsten, men guds kærlighed til dig, som du deler ud af. Alligevel er det svært, for det er ikke alle vi kan lide. Stærkere er guds kærlighed åbenbart ikke. Udfordringen kan derfor være, at man som kristen tvivler på guds kærlighed, og at vi har behov for guds kærlighed, for at kunne elske og hjælpe andre. 

Videnskabens næstekærlighed

Der findes mange, der har beskæftiget sig med næstekærlighed i videnskabelige sammenhænge inden for filosofi, sociologi, antropologi og evolutionspsykologi. Det jeg her vil fremhæve er den gængse forklaring af næstekærlighed inden for evolutionspsykologi, som gennemgået af David Buss i bogen Evolutionary Psychology. Inden for denne videnskab hedder næstekærlighed altruisme eller mere specifikt reciprok altruisme. Her viser det sig at bl.a. vampyrflagermus, aber og andre sociale dyr udviser en lignende form for næstekærlighed og har gjort det i millioner af år. Det spørgsmål evolutionspsykologien så stiller er: Hvorfor gør vi det? For i evolutionen ligger, der en antagelse om, at man vil gøre alt for sin egen overlevelse, og hvis jeg giver noget af min mad væk, så er det dumt.

Et eksempel. To jægere i to familier er overladt til sig selv. Den første uge fanger den ene noget og den anden gør ikke. Hvis han deler med den anden jæger er der en større chance for, at de begge to overlever. Det er der fordi det styrker sandsynligheden for, at den anden hjælper ugen efter. Det giver en evolutionær forklaring på hvorfor at handle næstekærligt spreder sig over tid.

Forskningen er baseret på spilteori og minder om finaleafsnittet i Paradise Hotel, hvor deltagerne hver holder en glaskugle. Hvis den ene slipper kuglen før den anden får vedkommende flere penge, men i virkeligheden får de begge mest ud af det hvis de stoler på hinanden. Essensen for altruisme er at tillid og uselviskhed betaler sig over tid.

Sagt på en anden måde, har vi den bedste overlevelseschance, hvis vi altid starter med at med at have tillid til den anden og vise “næstekærlighed”, og hvis den anden stopper med at give tilbage, så stopper vi samarbejdet. I det tilfælde den anden begynder at samarbejde igen, så tilgiver vi med det samme. Den videnskabelige næstekærlighed er derfor begrænset af, om vi får noget tilbage. Vi er derfor opmærksomme på snydere, for hvis vi giver uden at få noget tilbage, bør vi i et evolutionært perspektiv stoppe samarbejdet. For at vi succesfuldt kan være næstekærlige skal vi være opmærksomme på snydere.

Opsummering: Videnskaben 

Vi ved at næstekærlighed giver den bedste overlevelseschance, og dermed også at det at handle næstekærligt vil føles godt. Den gode følelse kan blive begrænset af vores frygt for, at den vi giver til er en snyder. Hvis du har en nærig ven, så er det den følelse du har. Vi må være opmærksomme på, hvordan det komplekse globaliserede samfund forstyrrer simpliciteten, for så snart vi bevæger os ud i, at vi nok ikke møder folk igen, eller at vi ikke har gentaget kontakt med mennesker vi hjælper, så forsvinder muligheden for at have en reel social kontrakt.

Videnskaben giver konkrete svar på hvorfor vi føler som vi gør. Hvis jeg giver penge til en tigger eller en nødhjælpsorganisation, så vil det være naturligt, at jeg har følelsen af at disse er “snydere”. Det kan forklare hvorfor der er flere, der støtter Kræftens Bekæmpelse end Dansk Flygtningehjælp. Og det kan forklare hvorfor, der opstår en lede imod kontanthjælpsmodtagere.

Vi får et kick ud af at give og hjælpe andre, som er indbygget i gerningen og den taknemmelighed vi får igen. Vi ved også, at vi er opmærksomme på snydere og vil reagere på at give uden at det vil være oplagt at vi får noget igen. Her opstår et valg, som jeg synes er eksistentielt. Vil jeg være en der handler næstekærligt, eller vil jeg være en der handler på min frygt for at blive snydt. Her kommer det smukke ved mennesket i spil. Vi kan selv vælge.

 

  • Svend Tang

    En anden udlægning kan være (helt udvidenskabeligt) at hvis vi lever i et samfund/gruppe, hvor du ikke kan regne med dine fæller, vil du få usund “stress” som ikke kun er midlertidig, men konstant.

    Dette vil forringe dine muligheder for at overleve da stress skaber sygdom og svækker immun forsvaret. Stressed mennesker lever kortere og har en dårligere sex trang.. derfor lavere mulighed for at bringe “slægten” videre.

    Følger at anarkistiske samfund uden moral kodeks (læs ikke religion) vil ikke være successrige. Den enkelt “overlevers” arvemasse vil have dårligere chance for at replikeres sig videre og derfor vil “sociale” orienterede individer være sundere og formere sig mere.