udmeldelse.dk - Ateistisk Selskab

Udmeldelse.dk fortsætter succesen

I Nyheder af Anders Stjernholm

5648 mennesker meldte sig ud af folkekirken i første kvartal af 2017. En stigning i forhold til de tre foregående måneder og også mere end en fordobling i forhold til niveauet før udmeldelse.dk blev sat i søen. I 2015 var det gennemsnitlige antal udmeldelser 2495 per kvartal.

Der har ikke været nogen reklamer eller større omtale af udmeldelse.dk i de tre første måneder af 2017, alligevel har brugerne strømmet til. Det tyder altså på, at ønsket om at udmelde sig statens favoritreligion fortsat består hos mange danskere.

En håndfuld spændende tal:
Servicen www.udmeldelse.dk er stadig den foretrukne til at udmelde sig kirken. Siden registrerede 3039 udmeldelser i perioden. Det tal kan dog ikke måles lige op med Danmarks Statistiks tal, da udmeldelserne først skal ekspederes på kirkekontorene, og det kan tage alt fra en dag til en evighed.

Det er bemærkelsesværdigt, at gruppen 50-59 år viser den største stigning. 818 mennesker i den aldersgruppe meldte sig ud i første kvartal af 2017. Til sammenligning var tallet 376 i 2015 og 451 i 2016.

Folkekirkens medlemmer tæller nu 75,64 procent af befolkningen. Den var 76,65 procent for et år siden. Altså er medlemsprocenten faldet med over ét procentpoint. Med den nuværende udvikling vil medlemsprocenten være under 75 ved udgangen af 2017.