Vejen til terror – og hvad vi kan gøre

I Debat af Mads Ahola

Nu er der terrorangreb i overskrifterne igen. Alle meningsdannere farer i blækhuset for at forsvare deres foretrukne forklaringsmodeller og lægge skyld og ansvar, der hvor de mener det hører hjemme. Der er to fløje af meningsdannere i denne diskussion, der aldrig kan blive enige, men det behøver de heller ikke. For det vi har brug for er ikke denne polariserede debat, men et køligt blik på sammenhængene i nutidens terror, hvor især tidligere kriminelle antager en identitet som terrorist og jihad-kriger.

Der er tre årsager, der tilsammen kan føre til jihadistisk-terrorisme. De er: Racisme, sociale problemer og islamisme. For denne debats venstrefløj, er det sidste ord her et problem, og for højrefløjen af debatten er det de to første ord. Nogen vil have fokus på sociale årsager og vestlig selvkritik, mens andre vil have fokus på det religiøse aspekt.

Debatten må for alt i verden bare ikke føres mellem disse to parter. For hvis vi skal blive bedre til at håndtere truslerne fra terror er vi vel nødt til at være både rolige, kritiske og sikre os at vi ikke overser nogle af årsagerne. Vi er nødt til konstant at forholde os til alle tre grundproblemer hvis vi vil terroren til livs.

Racisme

Racismen og fordommene går begge veje. Dengang de ikke-kristne, “ikke-hvide” kom til vesten og til Danmark, blev de ofte mødt med mistro og had. Udseendet er det vi mennesker lettest kommer til at bedømme hinanden på. Misforståelserne er historisk gået begge veje. Både fra danskere mod indvandrere og omvendt. Men det er når den mest etablerede og mest magtfulde gruppe udøver sine fordomme, at det giver de største problemer, fordi den mindre gruppe kommer til at føle sig små, uønskede og marginaliserede. Disse problemer forstærkes af at den marginaliserede gruppe isolerer sig med sine mod-fordomme og sådan skabes parallelsamfundets underklasse og ghettodannelse.

I danmark ser vi især muslimerne udgøre en religiøs minoritet med de fordomme og den diskrimination som følger.

Sociale problemer

Isolation, fattigdom og kriminalitet. Med etableringen af parallelsamfundet opstår der grupper hvis sociale identitet er bundet op på, ikke at tilhøre det større samfund. Man risikerer at vokse op med ideen om at samfundet, det er de andre. Modsat andre socialt udsatte grupper, så har parallelsamfundet tilmed de synlige kendetegn til at forstærke deres isolation. Dette kan være tøj, tørklæder, mørk hud, sort hår, sprog, accent, etniske træk eller bare selve bevidstheden om religion. Hvis det er noget man er vokset op med kan det være lige så stærkt eller stærkere end andre markører.

De sociale grupper indbefatter ikke kun de indvandrede grupper. Der findes mange former for socialt udsatte grupper. Disse grupper er ofte hjemsted for gadekriminalitet. Forskellen er bare at vi nu har vores etniske fordomme til at forstærke isolationen, og det bliver et problem i forhold til dem, der gerne vil ud af det kriminelle miljø. De fleste kriminelle ved godt, at deres mor nok ikke er stolt af det de gør, men vejen ud er svær og lang. Vejen til at komme ud af kriminalitet har altid været en form for integration. Integration tilbage ind i samfundet. Det har det også været længe før der var indvandrere i danmark, og det er det stadig. Integration er svært, især for den enkelte. Det er hårdt arbejde. Det er nye vaner. Det er ny isolation. Det er accepten af nederlag, der ikke længere kan eksternaliseres gennem vold. Integrationen tilbage ind i samfundet er svær, men nødvendig, og det ved den kriminelle godt. De mærker modstanden og tilbagefaldene hele tiden, det ser vi i arbejdet med kriminalitetsforebyggelse.

Islamisme

Islam og Islamisme er ikke det samme. Islamisme er en konservativ del af Islam, der svarer til Fascismen i kristendommen eller kommunismen inden for socialismen. Det er en undergruppe, hvis ideologi ikke tegner for flertallets ønsker. Islamismen er en politisk gruppe, der søger at indføre et islamisk politisk overherredømme. Dette kan i nogle ideologier gøres uden vold, og måske alene gennem bøn, men målet er det samme, og fjendebilledet ligeså. Typisk er det sekularisme, kristne stater, demokrati og Vesten. Det er en ideologisk kamp, men for dem der kæmper den er det en del af deres religion, og de har deres skriftesteder til at bakke op om dette.

Hvor integration ind i det store samfund kan være rigtig svært, så er det måske noget lettere at finde vejen til integration tilbage ind i parallelsamfundet, og vejen hertil går typisk gennem religion. Lidt ligesom når Amerikanere, der skal løse deres alkoholproblem gør det gennem Jesus, for det er det de forbinder med god moral, så er det for muslimer og kulturmuslimer naturligt at forbinde det at få et bedre liv med Islam.

Religiøs genintegration kan måske virke mere lige til, men integration er aldrig let. Det er svært, og der er desværre ingen genveje for den søgende. Uanset om vi taler om konservative eller moderate religiøse retninger. Og her kommer den sidste ingrediens i gryden. For hvor der både er koranvers og fundamentalister, der tilskynder til politisk vold og racisme,  og der omvendt også er både mange imamer og traditioner der tilskynder fred, så ender det altid med at være individets vilje og evne til at tolke skriften, vælge imamen eller vejen, der er afgørende. Individet føler i dette tilfælde at de har været en dårlig muslim i hele deres kriminelle liv. De slås op ad bakke med integration og rehabilitering.

Hvis man kan rette op på alt dette med et enkelt træk. Et enkelt træk, der kan gøre hele ens liv noget værd. Det er her Jihadismen og terrorismen passer ind. Vi må ikke undervurdere den tiltrækning det kan have for den udmattede, plagede og måske endda livstrætte kriminelle, at gå ud med et brag. For dem der har det sværest er det måske lettere at drive i retning af de farlige koranvers og de mest fordomsfulde imamer. For disse mennesker er det alt sammen et spørgsmål om religion, uanset hvad vi måtte mene om sagen. Uanset hvilken sofistikeret definition af religion og Islam vi måtte have, så kan vi ikke definere os ud af hvad andre individer ser som deres religion. Religioner er svære at modsige, og denne version af religionen går ind for vold.

Jihadistisk terror

Når de tre ingredienser kommer sammen så er det vi en gang imellem får desperate terrorister der foretager én spektakulær handling med stor ødelæggende virkning på både menneskelig og medmenneskelig tillid. Det er folk som manden i Stockholm, Krudttøndens angriber i Danmark og nu igen, Paris, samt lignende tilfælde hvor en kriminel type der har et forhold til Islam, der for mange muslimer og venstreorienterede er svært at genkende hvis man mener at Islam kun betyder “fred”. Men det er vigtigt at anerkende at for den potentielle Jihadist er det stadigvæk et spørgsmål om religion.

Og for folk på højrefløjen i denne debat ligner det ubegribeligt vanvid og fornægtelse når folk på venstrefløjen ikke vil anerkende at Islam er en ingrediens i dette problem, mens det for folk på den anden side, netop er denne påstand om forbindelsen mellem Islam og Terror der er den racisme som er med til at skabe problemet. En racisme som Venstrefløjen omvendt har svært ved at begribe at højrefløjen ikke vil anerkende. Den manglende forståelse for hinandens blinde vinkler har en ødelæggende effekt på debatten fordi man i sin frustration overser hinandens evidente pointer.

Så hvad gør vi?

Det første vi skal gøre er at udvikle en sund allergi mod letkøbte og sort/hvide løsninger. Som beskrevet i starten, så er der to klassiske fløje af denne diskussion, hvis eneste interesse for hinandens argumenter tilsyneladende er de fejl de kan finde hos hinanden, og hvor højt de kan råbe op om det.

Højrefløjen vil fremvise masser af eksempler på folk fra socialt svære kår der alligevel på mirakuløs vis ikke er blevet terrorister og som måske endda selv har opgivet Islam og deres muslimske identitet. Imens vil venstrefløjen påvise kristne eller hvide eksempler på terror og ekstremisme som modsvar. Der kan bare ikke bygges nogen langsigtede løsninger uden at tage forbehold for alle tre ingredienser.

Løsningen

Vi skal blive bedre til at tale med hinanden og arbejde for fortsat social integration. Når det er sagt skal vi også blive bedre til at tale kritisk om religion på en måde der ikke ødelægger dialogen. Religion er et følsomt emne som vi er opdraget til at lade være hvis vi kan. Især hvis vi taler om religionen for den vi sidder overfor. Dette tabu omkring religionskritik er kun en del af problemet, men lige så vigtig som andre dele.

Løsningen kræver også at vi accepterer at vi ikke kan beskytte os 100% mod terror. Vi kan beskytte demokratiet og samfundet som helhed, men risikoen for terror er nødt til at blive set på lige fod med andre risici. (Fx risikoen for flyulykker og bilulykker. Vi accepterer begrænsninger, men ikke for mange, og vi lever (!) med at folk stadigvæk dør i tåbelige ulykker. Hver ulykke gør os klogere, men løsningen findes på længere sigt. Der ligger blomster langs Tagensvej til minde om en ung pige der blev ramt af en bil, men vi har ikke spærret trafikken eller lagt flere tunneller og fartbump.) Med andre ord. Panik og et krav om absolut tryghed er ikke en del af løsningen.

Løsningen er også at vi udvikler vores sprog i takt med at vi styrker vores allergi overfor sort/hvide, letkøbte løsninger. Vi skal kunne skelne mellem flere grader og versioner af den samme ting. Der er flere slags racisme, flere slags sociale problemer og flere versioner af både islam og Islamisme. For de løsninger der kunne være på Islamismen er at give stemme og låne vores ører ud til muslimer der ønsker reformer. I stedet for blot at omtale hele befolkningsgruppen som om det var én fælles ting.

Løsningen på de sociale problemer skal primært findes internt i parallelsamfundet, men os etniske danskere udenfor kan også hjælpe til. For eksempel ved at tale åbent og empatisk om den berøringsangst de sociale myndigheder har overfor at tale om social kontrol i muslimske miljøer.

Løsningen på racismen er at vi taler mere sammen. Kristne og ateister skal skabe sig et bredere netværk blandt flygtninge, indvandrere og muslimer, (og huske at det er tre forskellige ting). Selv hvis man går ind for 100 nye stramninger ændrer det ikke at det fælles samfund kræver at vi taler sammen. Selv vælgere hos f.eks. Dansk Folkeparti skal kunne se fornuften i at deltage i integrationen. Jo mere du hader indvandring, jo mere utryg du føler dig på det “mørke” Nørrebro. Jo mere motiveret burde du være for at tage kontakt til de andre. Skabe netværk og bygge bro. Hvis du ønsker at indvandrere her i landet skal tale dansk, så bare husk at de også skal have nogen at tale dansk med, og det er dig.

Opsummering

Forskelligheden fører til forskellige former for racisme, der igen fører til dannelsen af parallelsamfund. Parallelsamfundet er et sted hvor sociale problemer og gadekriminalitet trives. Folk i parallelsamfundet, der ikke længere trives med kriminaliteten og de sociale problemer ser religion som en mulig udvej, og religionen indeholder skadelige og krigeriske elementer. Det er sådan de nye ekskriminelle Jihadkrigere bliver til.

Løsningen er at modvirke alle disse effekter hele vejen, og ikke kun ved at stå og råbe nede ved mållinjen.

  • Troels Olivier Yin Berg

    Det er dejligt en gang imellem at læse et indlæg man er 100 % enig i. Tak for det velformulerede og kloge indlæg, Mads!