Er islamisme en del af Islam?

I Debat, Kultur af Rezhwan Ikram

De fleste af os kender til påstanden om, at Daesh/ISIS ikke hviler på rigtig Islam. Mange fremfører argumentet, at de har misforstået islam eller udøver en “perverteret form for islam”. Hvad enten man støtter ideen om, at den 6. søjle (Jihad) ikke hører hjemme i islam eller blot skal tolkes som en indre krig, er det naivt at tro, at vold og ødelæggelse ikke billiges i islam. Som nævnt anses Jihad hos nogle som værende en indre kamp, mens den hos andre tolkes som krig udadtil. Det er religion i en nøddeskal, for det kommer jo an på, hvordan det skal fortolkes. Disse tolkninger er begrænset til de muslimske teologer og islam-kyndige, da det netop ikke er tilladt at oversætte Koranen. De gør islam til en elitær religion.

I og med det er nedfældet på klassisk arabisk og ikke må oversættes, så har teksten i og for sig ikke ændret sig. Det har verden dog, og for at kunne overleve i en verden hvor menneskets værdighed vægtes højere end overtro, er Koranen – som med andre religiøse tekster – blevet en sandhed med modifikationer. Det ses og høres jævnligt i debatter, hvor der ikke bliver sparet på påstanden om, at det hele er et spørgsmål om fortolkning.

Debatten herhjemme er så polariseret, at ingen på hver fløj kommer videre. Det ser ud til at være en global tendens. Alligevel vil jeg pege på stemmer i udlandet, der får mere og mere plads i de etablerede medier, som ønsker at fremme oplysende debat.

Islamisme er også en del af islam

Alle slags overbevisninger, hvad enten religiøse eller politiske, hviler på ideologier. I de senere år, har man forsøgt at retfærdiggøre sine fortolkninger, ved at lave en adskillelse mellem islam og islamisme. De færreste muslimer vil stå ved, at de to også hører sammen, muligvis grundet frygten for at se sin gudstro i øjnene og indse, at den tro man har, ikke er så uskyldig, som man går og forestiller sig – men ikke Nasser Dashti. Som politisk aktivist og ateist, er han ikke bleg for at komme frem i offentligheden og fremhæve islamisme som værende en del af islam.

Det er efterhånden velkendt praksis, at skelne mellem islam og islamisme. Nasser abonnerer ikke på denne distinktion, og han går endda så langt som at sige, at de som ikke vil indrømme, at  islam og islamisme hænger sammen, lyver. Derudover peger han bl.a. også på den usandhed, der finder sted, når retninger indenfor islam påstår at have monopol på det sande budskab, til trods for, at de hellige tekster anses som værende fuldkomne. At lige den retning og skole, som man tilslutter sig er den rigtige – og alle de andre tager fejl. Han mener, at sådanne løgne kun er en undskyldning, som atter en gang bidrager til det falske narrativ – at en bestemt retning har sandheden.

Fra islamist til sekularist

En anden, som også udfordrer påstanden om, at islam og islamisme ikke hænger sammen, er den britiske aktivist Maajid Nawaz. Udover at være muslim, er han også sekularist og støtter ytringsfriheden fuldt ud. Som tidligere medlem af Hizb-ut-Tahrir ved han bestemt, hvad det vil sige at være ekstrem radikaliseret. Modsat Nasser, som kan lade følelserne tage over, har Maajid en fantastisk fattet tilgang til emnet, og man undrer sig heller ikke over, hvorfor han er mediernes fortrukne, når det kommer til saglig debat.

Maajid Nawaz definerer islam som trossystemet og islamisme som værende at påtvinge andre sin tro. At han laver den adskillelse er ikke ensbetydende med, at han ikke anderkender islamisme som værende en del af Islam, men snarere for at udpege den voldelige del af  islam, som han mener skal helt ud gennem en reformation. Som han flere gange har givet udtryk for, så hænger islamisme sammen med islam. Personligt vil jeg også mene, at benægtelse at dette er respektløst over de, som hverken kan læse eller forstå klassisk arabisk, og derfor let bliver ofre for manipulation. Ved fortsat at insistere på, at den rette sandhed ligger i armene på den “rette imam”, så påstår man atter en gang, at alle andre tager fejl. Maajid mener, at den bedste løsning på problemet er sekularisme, så islam og religion generelt forbliver en privatsag, uden særlige hensyn i religionsfrihedens navn. 

Det er ikke kun Vestens skyld

Vi kan hurtigt blive enige om, at krig må være sidste udvej, og at de flygtningestrømme, vi ser nu, også hænger sammen med de krige, som vi er gået med til. Det er noget andet at skabe en forestilling om, at det hele skulle være Vestens skyld. Det er ifølge Maajid Nawaz ligeså forkert som at sige, at alle muslimer praktiserer terror. Han pointerer desuden også hykleriet i, at man som muslim bliver stødt over, at skulle tage afstand til de terrorhandlinger der foregår, samtidig med, at selvsamme bliver forarget over vestlige, som bortforklarer krigshandlinger. Det er hyklerisk ikke at leve op til de selvsamme krav, som man stiller andre. Men en ting er ikke at følge eller begå volden, en anden at påstå, at det ikke er en del af de hellige tekster.

Herhjemme er debatten, som nævnt, ekstremt polariseret, og der trænger til at komme mere kvalitet på banen. Det må komme fra stemmer og medier, der fokuserer på oplysende debat snarere end holdninger. Når det kommer til islam og islamisme, er Maajid et formidabelt eksempel på en formidler, som besidder en nuanceret tilgang. En, der til trods for at være muslim, kan lægge sine personlige følelser til side, og er villig til at indrømme, at islam også indebærer islamisme. At denne må spores og rives op med roden, før der være tale om en fredsreligion.