Arvesynden vi sjældent taler om
Som så mange andre mennesker, der kun regner med ét liv på denne planet, er vi ateister bekymrede for klimakrisen. Men ikke mange er bevidste om religionernes rolle i klimakrisen – man kan kalde den arvesynden, som vi sjældent taler om, for som med så mange andre af verdens problemer, spiller religionen også en væsentlig rolle her.
Mennesket som hersker over naturen
De tre store abrahamitiske religioner (jødedom, kristendom og islam) deler grundlæggende samme skabelsesberetning og samme anskuelse af menneskets rolle i forhold til naturen. Mennesket tildeles en særstatus i forhold til dyr – og en herskende autoritet over naturen. Det er tydeligt, at disse religioner har rødder i agerbrugskulturen, og disse idéer har haft dyb og langvarig kulturel betydning, også i samfund der i dag opfatter sig selv som sekulære.
Denne herskermentalitet har haft enorm betydning for, hvordan mennesker historisk har forholdt sig til naturen: Den er blevet anskuet som noget, der kan og bør udnyttes, kontrolleres og underlægges menneskelige behov. Naturen er blevet noget, vi tilpasser til os.
Det er næppe en tilfældighed, at de samfund, hvor kristendom og jødedom har været kulturelt forankrede, også er dem, der har haft størst klimaaftryk pr. indbygger og sværest ved at leve i reel balance med naturens grænser. Til sammenligning har mange oprindelige folk verden over haft kosmologier, hvor mennesket ikke står over naturen, men indgår i den. Hvor overlevelse handler om tilpasning, respekt og begrænsning – ikke dominans. De samfund har historisk været blandt de mindst klimabelastende.
Industrialisering og teknologisk udvikling
Ofte indvendes det, at klimakrisen skyldes industrialisering og teknologisk udvikling – ikke religion. Men industrialiseringen opstod ikke i et idé-tomrum. Den byggede videre på en allerede etableret forestilling om mennesket som naturens herre med ret til udnytte alle ressourcer i den. En idé, der overlevede, selv da religionens direkte magt aftog.
Man kan sige det sådan: Religionen lagde fundamentet. Industrien byggede ovenpå.
Vi er alle en del af naturen
Alle andre arter lever inden for naturens kredsløb uden illusioner om herredømme. De tilpasser sig. De regulerer sig. De forsøger ikke at kontrollere kloden – og de beder ikke til guder, der har givet dem ejerskab over den. Hvis vi vil tage klimakrisen alvorligt, er det ikke nok at justere politikken. Vi er nødt til at udfordre den grundidé, der har formet vores forhold til naturen i årtusinder: Idéen om, at naturen er noget, vi ejer – ikke noget, som vi er en del af.
Vi i Ateistisk Selskab har ikke alle løsningerne på klimakrisen. Men vi anerkender videnskaben, der kortlægger den – og gør opmærksom på, at den religiøse kulturarv hæmmer vores indsats på området.
Definition: De Abrahamitiske religioner
De Abrahamitiske religioner er et fællesbegreb for religionerne jødedom, kristendom og islam. Fælles for de tre religioner er at de er monoteistiske, altså mener, at der kun findes én gud kaldet Jahve, Gud eller Allah.
Dermed betragter de også alle Abraham som stamfader (Abraham kaldes Ibrahim i islam), fordi han var den første til at afsværge flerguderi og indgå en pagt. Pagten, der også kaldes omskæringspagten, er beskrevet i Bibelen, Første Mosebog, Kapitel 17.