Hvem er vi?
Ateistisk Selskab er en politisk interesseforening, der arbejder for et sekulært samfund.
Vi er uafhængige af partipolitiske interesser, og rammerne for bestyrelsens arbejde skal godkendes af medlemmerne på den årlige generalforsamling.
Hovedopgaven er at være synlige i den offentlige debat. Det gælder både de traditionelle medier og de sociale medier. Vi tager også meget gerne ud på skoler, gymnasier og lignende institutioner.
Kampagner er også vigtige. Det kan være reklamer på busser og i biografer, og film og annoncer på de sociale medier. Vores største kampagne er sitet udmeldelse.dk, hvor vi hjælper folk med at melde sig ud af Folkekirken. Siden lanceringen i 2016 har over 40.000 benyttet sig af denne service.
Foreningens formål
- at arbejde for et sekulært samfund, herunder en adskillelse mellem religion og stat, således at alle mennesker ligestilles uanset deres religiøse synspunkter og verdensbillede
- at oplyse offentligheden om ateistiske synspunkter og derved mindske fordomme om ateister
- at opfordre til at tænke kritisk og selvstændigt om liv og eksistens
- at støtte dem, der ønsker at forholde sig til deres tvivl og skepticisme overfor religion og anden overtro
- at arbejde for udbredelsen af et verdensbillede, der bygger på kritisk tænkning og den videnskabelige metode
- at oplyse om religions indvirkning på individer såvel som på fællesskaber og samfund
Om foreningen
Hvorfor er et sekulært samfund en vigtig sag?
Et sekulært samfund er forudsætningen for lighed for alle borgeres livssyn. Det understreges ofte at vi Danmark har religionsfrihed, ikke religionslighed. Men hvis vi ikke står lige, så har nogle mere frihed end andre.
Det vil Ateistisk Selskab gøre op med, ved at øge opmærksomheden på de mange uligheder dette skaber. Den særstatus religion – og især Folkekirken – har i den danske lovgivning, hører ikke til i et moderne demokrati.
Vi mener at staten bør være upartisk i religiøse spørgsmål. Staten skal ikke yde økonomisk støtte til udvalgte trossamfund. Staten skal udelukkende være garant for religionsfrihed inden for lovens rammer.
Ateistisk Selskabs formål er altså ikke at ødelægge Folkekirken, forbyde
religion eller at fratage mennesker deres personlige overbevisning, men at sikre lighed for alle.
Vigtige indsatsområder
- Afskaf Folkekirkens adgang til skolen
- Afskaf kirkeskatten
- Afskaf statsstøtte til religion
- Indsats imod religiøs social kontrol