Et sundt demokrati kræver redelig oplysning. Også når det gælder religion.
Jeg har fundet Jesus
Kristendommen vinder frem blandt unge. Det er tydeligt det indtryk, man får, hvis man følger med i danske medier for tiden. Men det er på tide at vise noget religionskritik også.
Historierne står nærmest i kø i danske medier: unge mennesker, der har ’fundet Jesus’, genopdaget folkekirken eller ladet troen give dem ro, retning og mening i en urolig tid. Tag bare Romeo Troelsgaard (TV2 Echo, 27.01) eller Anna Gaulatius (TV2 Østjylland, 1.2.), der begge i en ung alder har fundet Gud.
Ansvarlig journalistik
Og case-historierne er ikke grebet ud af den blå luft. Der findes data, som peger på, at flere unge identificerer sig som kristne end for bare få år siden. Også Ateistisk Selskabs egne undersøgelser viser en stigning – op mod 28 procent blandt unge.
Fordi der er tale om en reel tendens, bliver det journalistiske ansvar desto større. Lige nu ser vi et mediebillede, der ikke er dækkende, når man tænker på religionens effekter på individ, kultur og samfund.
Kritikken mangler.
Hvis astrologi, kommunisme, kapitalisme eller en anden bredt dækkende ideologi var midt i et kæmpe opsving, ville vi vel også høre om fænomenets slagside? Men dækningen fokuserer for nuværende meget på følelser.
Hvor er de 72% ikke-kristne i dækningen?
Hovedparten af dækningen er skåret over samme dramaturgi: En ung mand eller kvinde stiller sig frem, fortæller om sin personlige rejse, sin indre uro, sin tomhed – og hvordan troen gav ro, fællesskab og mening. Historien serveres gerne varmt, nænsomt og uden modspørgsmål. Journalisten nikker anerkendende, og vi klipper til en salme, et kors eller et TikTok-klip.
Vi ser unge influencere fortælle om deres tro som en livsstil. Og nogle har opdaget, at kristendom kan fungere som personligt og politisk brand, gør ikke tendensen mindre interessant – men mere kompleks.
Og nu er selv folkekirken rykket på TikTok for at være med i strømmen. Når tro og politisk karriere, influencerøkonomi og medieopmærksomhed smelter sammen, burde journalistens skepsis skærpes.
Dertil har jeg en undren: Hvis 28 procent af unge er kristne, så er 72 procent det ikke. Alligevel har jeg – trods ret ivrig søgen – ikke set en case-historie om unge, der har fravalgt religion, kæmper sig fri af den, eller aktivt tager et ikke-troende livssyn på sig.
Public service med bias
I DR-programmet ’Hvad tror danskerne på?’ oplyses det indledningsvis, at 35 procent af danskerne tror på Gud. Over tre programmer møder seerne 16 kendte danskere. 13 af dem er gudstroende.
Det er ikke repræsentativt. Det er ikke oplysende. Og det er ikke god public service.
DR har indkøbt missionerende kristne produktioner og mærket dem som ’dramadokumentar’. P1 søndag formiddag er blevet et religiøst frirum uden kritisk modspil. Og dækningen forklares/undskyldes igen og igen som på grund af den af politikerne pålagte ’kristen kulturarv’.
Men I skal dække kulturarven. Ikke sælge en særlig optik på den. Men et sundt demokrati kræver redelig oplysning. Også når det gælder religion.
Derfor er mit ønske enkelt: Dæk tendensen – men dæk hele virkeligheden. Vis konsekvenser. Bring de historier, der ikke serveres færdige af trossamfundenes presseapparater.
Religion appellerer i krisetider
Der kan være mange forklaringer på, hvorfor religion appellerer i krisetider. Økonomisk ulighed vokser. Mange unge oplever et samfund med høje krav, usikker fremtid og konstant pres. For nogle kan klare regler, faste fællesskaber og en fortælling om mening give en oplevelse af ro og retning.
Troen tilbyder formål. Et fællesskab. Og den særlige fornemmelse af, at verden pludselig giver mening.
Men troen er ikke gratis. Den koster tid, penge og energi. Den kræver underkastelse – og den kan slå hårdt, når man fejler. Skyld og skam kan let blive følgesvende, når virkeligheden igen og igen ikke passer til idealerne.
Hvorfor ser vi ikke romantiserede fortællinger om unge, der har fundet islam?
Hvis argumentet er, at religion giver unge ro, rammer og mening i en krisetid, så burde medierne logisk set også interessere sig for islam. Også islam vinder frem blandt unge. Også her findes der stærke fællesskaber, faste normer og klare regler for, hvordan man bør leve sit liv.
Men hvor er historierne om unge muslimske kvinder, der elsker de snævre rammer? Hvor er reportagerne om unge mænd, der finder dyb ro i religiøs underkastelse, kønsroller og moralsk disciplin?
Men en ukritisk romantisering af islam ville straks udløse kritik. Men samme kritiske refleks gælder ikke, når religionen hedder kristendom.
