Religion korrelerer negativt med demokratiske rettigheder som ytringsfrihed, ligestilling og minoritetsbeskyttelse. Alligevel har folkekirken sin egen minister og en milliardindtægt sikret af staten. Det undergraver ligheden i vores samfund, skriver Anders Stjernholm i replik til Bent Meier Sørensen.
Bent Meier Sørensen er bekymret. Ikke over klima, krig eller demokratiets skrantende tilstand – men over, at færre babyer får hældt vand i håret af en præst.
Personligt bliver jeg mere bekymret over, at han fremstiller folkekirkens medlemstal som et udtryk for massiv folkelig opbakning.
De 4,2 millioner medlemmer, som Bent Meier Sørensen henviser til, er nemlig stærkt misvisende. En stor del af danskerne er medlemmer uden at vide det eller ønske det.
Og halvdelen af danskerne ville ikke melde sig ind i folkekirken igen, hvis ikke det var, fordi de automatisk var blevet indmeldt ved dåben. Mon ikke tallet var endnu højere, hvis medlemmerne blev informeret korrekt om, hvad medlemskabet indebærer.
Jeg bliver også bekymret, når Meier Sørensen udråber kristendommen til grundstenen i dansk lov og samtidig antyder, at monarkiet fungerer som demokratisk sikkerhed.
Det er en charmerende fortælling. Den har bare svært ved at overleve mødet med virkeligheden. Virkeligheden er, at Danmark er et overvejende ikke-troende land. Det bekræfter al tilgængelig forskning i danskernes religiøsitet.
Men den viden drukner i danske medier – Altinget inklusiv – som hellere bringer feel good-fortællinger om kendte konvertitter, kristenromantiserende historiefortolkning og gætterier om Jesus’ dagsordener.
De kritiske indsigter – inklusive forskning, data og statistik – fylder måske en tiendedel af historierne.
Således kan selv de målinger, der viser modstand mod kirke-stat forholdet og danskernes religiøse standpunkter, ikke regnes for fuldgyldige. Befolkningen er simpelthen misinformerede.
Indskrænkning af rettigheder i religionens navn
Meier Sørensen finder det vist morsomt, at Ateistisk Selskab har omkring 750 medlemmer – som om det siger noget om ateismens folkelige opbakning.
Det er en misforståelse på niveau med at tro, at man kan afgøre, hvor mange der har sukkersyge, ved at tælle medlemmerne i Diabetesforeningen.
Ateistisk Selskab er ikke en menighed. Det er en interesseorganisation. De millioner af ikke-troende danskere har ingen grund til at samles om deres mangel på tro – de er, netop, ligeglade.
Vi organiserer derimod dem, der vil bekæmpe forskelsbehandling og religiøse særrettigheder. Lighed i stedet for identitetspolitiske forskelsbehandling og diskrimination er kernebudskabet i vores arbejde.
Bent Meier hævder desuden, at Danmark står stabilt, fordi stat, kirke og kongehus udgør tre afbalancerede instanser. Det lyder pænt, men det er hverken korrekt eller aktuelt.
Kongen har ingen legitim veto-rolle. Det ville være udemokratisk, hvis han havde. Regeringen – den udøvende magt – har næsten altid flertal i Folketinget, den lovgivende magt.
En reel magtdeling findes ikke dér. Domstolene er bundet til de love, regeringen og dens flertal vedtager. Samtidig ser vi netop i disse år indskrænkninger af grundlæggende rettigheder, ofte i religionens navn.
En demokratisk risiko – ikke kanonisk lov
Bent Meier påstår, at Jyske Lov og Danske Lov er funderet på kanonisk ret. Det er simpelthen forkert. Jyske Lov af 1241 er en kodifikation af gældende sædvaneret og domspraksis i Jylland – ikke af kirkeretten.
Christian V’s Danske Lov af 1683 bygger primært på landskabslovene, domspraksis og enkelte kirkeretlige elementer, men er ikke baseret på kanonisk ret. Og romerretten kom først langt senere ind ad bagvejen via tyske juridiske traditioner.
Det er i bedste fald en romantiseret misforståelse at hævde, at dansk ret hviler på kristen moralfilosofi. Dansk ret er omtrent lige så baseret på kanonisk lov, som vores hospitaler er baseret på urtemedicin.
Bent Meier argumenterer ligeledes for, at kristendommen bør styrkes for at stabilisere samfundet. Men hele den moderne forskning viser noget andet: Religion korrelerer negativt med demokratiske rettigheder, herunder ytringsfrihed, ligestilling og minoritetsbeskyttelse.
Det er ikke mine meninger – det er internationale data, dokumenteret i det studie jeg allerede har henvist til her på Altinget.
Vi har allerede et Danmark, hvor religiøse særrettigheder undergraver ligheden: Folkekirken har sin egen lovgivning, sin egen minister og en milliardindtægt sikret af staten.
Ikke-religiøse livssyn er stadig ikke ligestillet med religiøse. Regeringer fra begge fløje har i de seneste ti år gentagne gange udhulet menneskerettighederne.
At fastholde eller styrke kristendommens institutionelle magt vil sandsynligvis kun forstærke denne udvikling.
Øget folkeoplysning og statsneutralitet
Faldende dåbstal er ikke en “krise”. De er et demokratisk sundhedstegn: Danskerne vælger selv.
Hvis folkekirken styrter sammen af manglende opbakning, så er det ikke demokratiet, der lider – men præcis dét, demokrati handler om: Flertallets frie valg. Og det ender jo ikke værre, end at vi så får en uafhængig luthersk-evangelisk kirke og nogle flere flotte kirkebygninger, som danskerne kan råde over sammen.
En styrkelse af kristendommen er ikke vejen frem. Det er en svækkelse af den kritiske tænkning, den demokratiske kultur og den lighed for loven, som Danmark allerede halter med at opretholde.
Det, vi bør styrke, er ikke kirken, men statsneutralitet, lighed og oplysning. Det vil alle danskere vinde på. Troende såvel som ikke-troende.
