Debatindlæg af Anders Stjernholm, forperson i Ateistisk Selskab, bragt i Information d,
Kirkeminister Ida Auken får i disse dage massiv kritik efter sin fejring af, at Folketinget nu skal have sin egen præst. Samtidig problematiserer medier og eksperter en række af hendes historiske påstande – blandt andet at ’Danmark er et kristent land’ og at ’kristendommen gav os demokratiet’.
Begge udsagn er højst diskutable for ikke at sige direkte forkerte.
Historikere og idéhistorikere har påpeget, hvordan demokratiets udvikling og sejrsgang skyldes et komplekst samspil af antikkens politiske tænkning, oplysningstid, arbejderbevægelse, liberale frihedskampe og kvindebevægelse – i reglen i direkte konflikt med kirkelige magthavere. Også socialdemokratiske veteraner som Mogens Lykketoft og Jytte Andersen har kritiseret Ida Aukens historiefortælling og mindet om kirkens modstand mod blandt andet demokratisering, ligestilling og abort.
Hvordan kan en kirkeminister ende med en så ensidig udlægning af historien?
En del af forklaringen er, at Ida Auken bevæger sig i et miljø, hvor fortællingen om kristendommen som ophav til demokrati, menneskerettigheder og ligestilling er en vedtaget selvfølgelighed – og uophørligt gentages, indtil den fremstår som et historisk faktum.
Miljøet tæller stemmer som eksempelvis frikirkepræst Mikael Wandt Laursen, som tilsyneladende oprigtigt tror på, at Biblens evangelier er skrevet af Markus, Lukas, Matthæus og Johannes, selv om der i uafhængig forskning er konsensus om, at det ikke er valide historiske beretninger, at forfatterne er ukendte, og at der er tilskrevet ting efter de første udgaver.
Kristen lobbyisme vinder frem
Mikael Wandt Laursen er den succesfulde lobbyist, som har mange folketingsmedlemmers øre – og har lavet store ’Tal med Gud’-arrangementer med Alex Vanopslagh (LA), Casper Christensen og Frederik Vad (S) – betalt af den luthersk missionske rigmand Søren Toft-Jensen.
Derudover findes folk som Mads Fuglede (DD), Naser Khader (tidligere medlem af Folketinget og i dag præst, red.), Nikolaj Bøgh (K) og vel efterhånden også vores statsminister Mette Frederiksen (S), som køber ind på en historieforståelse, som navnlig er populariseret af forfatteren Tom Holland. De ser kristendommen som forløber til de positive værdier om demokrati og rettigheder, vi har i dag – alene ud fra tolkninger af udvalgte bibelvers.
Et eksempel mere på denne nationalkonservative konstruktion er Alex Vanopslagh, der har hævdet, at kirke og stat reelt blev adskilt med reformationen. Historisk er det modsatte sket. Reformationen gjorde Danmarks konge til kirkens overhoved og indførte statslutheranismen, mens andre trosretninger blev forbudt. Man kunne vælge mellem protestantisme eller døden. Er det LA-lederens forståelse af sekularisme?
Samme grundfortælling findes hos en række borgerlige politikere og debattører. Her fremstilles kristendommen som det idehistoriske frø, hvorfra moderne frihedsrettigheder spirede frem.
Selvfølgelig har kristendommen præget Europas historie. Problemet opstår, når kirkens mangeårige modstand mod religionsfrihed, demokrati, kvinders ligestilling og seksuelle minoriteters rettigheder reduceres til fodnoter. Den historiske udvikling bliver gjort langt mere harmonisk, end den er. Vi står altså over for en romantiseret historieforståelse, som har vundet hævd. Og alt for sjældent udfordres.
Ukritiske medier støtter fortælling
Den skævhed skyldes også mediernes dækning.
Kristeligt Dagblad, Berlingske og især DR’s trosstof viderebringer ofte denne særlige idéhistoriske læsning uden at gøre klart, at der er tale om én tolkning blandt mange. Det ses især i DR, hvor kristenromantiseringen skinner igennem alle dele af programlægningen, hvor det aktuelt mest religionskritiske indslag er, når Kristian Leth forklarer os alle, hvordan Biblen skal forstås.
Forleden kunne Naser Khader i tv-programmet Deadline igen beskrive kristendommen som selve fundamentet for de demokratiske værdier uden nævneværdig modsigelse. Samtidig bruges mere sendetid på personhistorier om kristne debattører end på de aktuelle konflikter mellem folkekirken og moderne ligestillingsprincipper.
I radioprogrammer som Hvad ville Jesus have sagt? argumenteres for, at kristendommen skabte kvinders ligestilling, uden at værterne udfordrer påstanden med kirkens lange historie som modstander af kvinders lige rettigheder eller det forhold, at flere kristne miljøer fortsat bekæmper ligestilling og LGBT+-rettigheder.
Senest har DR købt en dokumentarserie om Jesus’ liv (som vi ikke har sikker historisk viden om) af Fox Nation, der er en del af USA’s præsident, Donald Trumps, mediebagland: Jesus – Guds søn er sammenblanding af dilletantteater og teologer, som poserer som forskere, der tilsammen fortæller, hvad der skete i Jesus’ liv. Indkøbet er en skandale, ingen i DR eller resten af mediedanmark har taget notits af. Bemærkelsesværdigt, at et public service-medie ukritisk videreformidler en trumpistisk misinformerende produktion med så tydelig ideologisk afsender!
Det egentlige problem er således ikke blot Ida Aukens udtalelser eller den kommende Christiansborg-pastor. Begge er symptom på en bredere fortælling, som bestandig gentages i kirkelige miljøer og viderebringes ukritisk af medierne.
Ønsker vi en ærlig debat om kristendommens rolle i Danmark, må vi begynde med at skelne mellem historieforskning og identitetspolitik – også når identitetspolitikken kommer fra prædikestole. Kirkeministerens problem er ikke først og fremmest, at hun tager fejl. Det er, at hendes fejl ikke længere genkendes som fejl.
