Begrebet ’åndelig oprustning’ er blevet stort i 2025. Det er ildevarslende for os, der går op i lighed, sekularisme, forskning, data, statistik og demokrati.

Når man rækker religiøse magthavere en lillefinger, tager de gerne hele armen. Det ses tydeligt i et samfund, hvor kristendommen har forrang i folkeskolen, i DR, i mediebilledet og på Christiansborg. Og nu ønsker de kristne magthavere endnu flere identitetspolitiske særrettigheder.

Kristendommens historiske dominans præger vores system i en sådan grad, at vi i 2025 stadig har forskelsbehandling og diskrimination indlejret i vores lovgivning. Den slags er dog ligegyldigt for det nu kongelige danske socialdemokrati, som med sildesalat på brystkasserne har kastet sig ud i en nationalkonservativ kamp for at bringe mere kristendom ind i klasselokalerne, forsvaret og tilmed Christiansborg.

Derfor har Socialdemokratiet nu udpeget teolog Ida Auken til ordfører for »åndelig oprustning og demokrati«. En lidt paradoksal titel – for religiøs åndelighed og demokrati står i direkte spænding, hvilket religionsøkonomisk forskning også har belyst. Normalvis har indsigten været »giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er«. På nær åbenbart hvis der er stemmer og soldater i det …

Auken foreslår nu, at Folketinget bør have en præst ansat. Som om det ikke er nok, at vores parlament starter arbejdsåret med en gudstjeneste og for få år siden genindførte onsdagbønner. Hun argumenterer blandt andet med, at politikere har behov for at tale om de store spørgsmål så som »Hvorfor er vi her?«. Men det er et pseudo-spørgsmål, som ikke lader sig besvare. Og som ikke har noget at gøre med politisk ledelse af et samfund. Det er en måde for religion at skabe et behov, vi ikke har, så den kan sælge os et produkt, vi ikke behøver. Det har religionerne pt. mulighed for at gøre i folkeskolen, på DR’s kanaler og fra 2.340 kirker, der er undtaget lovens decibelbegrænsninger og ’reklamer nej tak’-ordningen.

At give kristendommen yderligere adgang til folkestyret er ganske enkelt at have dårlig tiltro til Guds evner og troens rigtighed. Altså, hvor meget af den danske stats assistance har kristendommen brug for, hvis den er sand og god?

Udmeldingen fra Socialdemokratiet skaber yderligere undren, når det kun er et par måneder siden, at MF’erne Frederik Vad og Bjørn Brandenborg i Berlingske skrev, at »på vores uddannelser må Gud og religion vige.«

Men ikke i vores lands parlament?

Vad og Brandenborg formulerede det ellers glimrende: »Det handler grundlæggende om, hvilket samfund man ønsker at have. Og Danmark er et samfund, hvor demokrati og frihed til hver en tid er hævet over religion.« Tak, gutter! Gider I forklare det til resten af gruppen?

Mathias Tesfaye sagde det samme i 2019: »Når religion og demokrati støder sammen, har Gud vigepligt.« Men reglerne er ændret nu, tilsyneladende. Demokratiet må vige for SVM’s oprustningstrang.

Balladen er naturligvis, at Vad, Brandenborg og Tesfaye talte om den forkerte religion. Den, som Socialdemokratiet ikke vil se mere af. Den identitetspolitiske religiøse krig er trådt ind i en meget alvorlig fase, når det kan lykkes et så stort parti fuld af kompetente tænkere, der hylder kristendommen, at ignorere splinten og bjælken fuldstændig.

Ateistisk Selskab ønsker heller ikke, at islam skal udøve magt over vores uddannelser, men politisk forskelsbehandling er ingen farbar vej fremad. Til gengæld er sekularisering. Den glemte principielle politik.

Sekularisering er den eneste politiske tilgang, der behandler alle livssyn lige. Det er ikke staten, der skal beslutte, hvilken åndelighed der er god eller dårlig, høj eller lav. Det er individets frie valg.

Hvis man ønsker et samfund med reel frihed, må staten være neutral i forhold til religion. Ikke pro-kristen, ikke anti-muslimsk, ikke stats-ateistisk – men sekulær. Det er den eneste garanti for, at flertal ikke kan presse deres tro ned over mindretal. Alt andet er diskriminerende identitetspolitik i ulveklæder bestående af »åndelig oprustning« og hensyn til kristen kulturarv«.

Socialdemokratiet vidste engang, at arbejderens frigørelse krævede frihed fra præsternes magt. I dag har partiet vendt ryggen til den arv og bruger i stedet religion som nationalt samlingspunkt. Dermed undergraver de både ligheden og det demokrati, de historisk set var sat i verden for at forbedre.

Staunings visdom om, at de hellige bør holdes i kort snor er vendt på hovedet – nu er det de hellige, der kan få sosserne i endnu strammere tøjler. Men Idas lyster bør være Idas. Hvis hun ønsker præsternes gætterier, kan de gå ned i en af de 2.340 kirker og få at vide, hvad universets skaber ønsker af lige præcis vores abeart.

På deres arbejde bør de fordybe sig i virkeligheden i stedet for.