I 2025 gjorde regeringen ikke så lidt ud af deres nye begrebsmæssige flagskib i værdidebatten: åndelig oprustning. Det er en lidt abstrakt størrelse, der blandt andet handler om kulturel sammenhængskraft og noget, de unge kan kæmpe for i de potentielt kommende krige.
Venstrefløjens reaktion var opsummeret: »Tja, altså joh.« Men det er ikke godt nok. For der står en konservativ bredside af partier – fra DF over LA og til S – der fortæller befolkningen, at Danmark mangler »ånd«.
Åndelig oprustning bliver først konkret, når man ser, hvilke institutioner, fortællinger og værdier der konsekvent trækkes frem som svar på den påståede mangel på åndelighed. Her peger pilen igen og igen samme sted hen: kristendom, folkekirken og national identitet.
Regeringens ministre og Socialdemokratiets nye ordfører for åndelig oprustning, Ida Auken, har udtalt ting som at sende soldater i krig for kristendommen, tale om skolebørn som syndere og foreslå en præst til folketingspolitikerne.
Den ageren passer som hånd i handske på den yderste højrefløjs strategi om at tale kristendommen op som noget særligt vigtig for Danmark.
Højrefløjen griber en tidsånd, hvor især kampen for LGBT+-rettigheder bruges i fjendebilleder til at samle og mobilisere unge mænd under korset. Samtidig bliver manges søgen efter ro i tilværelsens ulidelige omskiftelighed nu i højere grad dækket af klassisk religion.
For religionerne har fortsat ressourcerne til at tage imod de søgende masser, idet sekularisering af Danmark aldrig blev bragt til fulde, og kirkerne fortsat kører rundt for vores alles skattepenge.
Nu står vi i tro til halsen, også i mediebilledet, hvor nærmest alle – også Information – hopper med på bølgen og skriver om kendte konvertitter og Jesus-prædikende influencere og lader præster anmelde præsters bøger. Forhåbentlig vil det snart få flere til at spærre øjnene op og se, at jeres børn søges indoktrineret, jeres unge søges rekrutteret, og muslimerne søges ekskluderet. Thi nu skal Danmark opruste.
Derfor må 2026 meget gerne byde et opgør med den åndelige oprustning, som søger at gøre kristendommen til en fælles standard, for den slags værdipolitik er hverken liberal eller socialistisk. Opgøret kommer ikke fra højrefløjen, så det må blive venstrefløjen, der udnytter den tomme position ved det kommende valg.
Kristendommen er blevet bag bagtæppet
Problemet er ikke kun, at højrefløjen hiver kristendommen ind i politik, men også at venstrefløjen lader dem gøre det. Når fortællingen om Danmarks »åndelige tomrum« får lov at stå uimodsagt, er det ikke neutralitet – det er accept.
Modstanden bør først og fremmest handle om lighed. Jeg beder ikke danskerne eller venstrefløjen om at blive ateister – blot sekulære. Tro må folk naturligvis have alt det af, de kan bære. Det handler om, hvornår det private bliver gjort til en fælles standard. Hvornår en bestemt religiøs fortælling ikke bare er en tradition, men bliver behandlet som vores tradition.
Har man fulgt religionsdebatten i år, har man set den kristne konsensus i flere forklædninger: I diskussioner om skolens rum og ritualer. I diskussioner om, hvilke foreninger der får adgang til fordele og blåstempling. Og i den brede, politiske fortælling om, at Danmark på en eller anden måde mangler noget åndeligt.
Det er, som om at det, der gør os robuste som samfund, først rigtig tæller, når det kan udtrykkes i en religiøs toneart.
Jeg har intet imod, at vi taler om demokrati, fællesskab, kultur og dannelse. Tværtimod. Men når man vælger at kalde det åndeligt – og når den debat igen og igen ender med at kredse om folkekirken og kristendom, så er vi tilbage ved den samme gamle mekanik: Fælles værdier bliver præsenteret, som om de ikke rigtig er fælles, men i stedet har en implicit kristen afsender.
Det er præcis derfor, Ateistisk Selskab bliver ved med at insistere på noget så kedeligt og basalt som ligebehandling. Et demokratisk samfund kan sagtens være varmt, rigt på traditioner og stærkt i sin kultur uden at have en statsstøttet religion som standardindstilling.
Det er ikke et opgør med tro. Det er et forsvar for frihed og lige rettigheder.
Hvem har lov til at definere fællesskabet?
Folkeskolen er et af de steder, hvor grænsen mellem privat tro og fælles norm bliver sat på prøve. Ikke fordi børn ikke skal undervises i religion – det skal de – men fordi undervisning i praksis alt for ofte glider over i forkyndelse.
Når private, velhavende aktører investerer massivt i kristen påvirkning af skolebørn, og når kirkelige tilbud får adgang til klasselokalet, bliver neutraliteten udfordret.
Det starter ofte i det små som for eksempel juleafslutninger i kirken som en ’hyggelig tradition’. Men signalet er klart: Den kristne ramme fremstilles som den normale. Dermed bliver ét livssyn gjort til standardindstilling i en fælles institution.
Det samme spørgsmål går igen i kampen for LGBT+-personers rettigheder. De kræfter, der ønsker at begrænse andres frihed, deler ofte et fælles udgangspunkt. Moralske normer hentet fra religion bliver pakket ind som naturlighed og traditionelle familieværdier.
Indskrænkninger præsenteres som fornuftig modstand mod identitetspolitik – men i virkeligheden er det sin egen identitetspolitik: et krav om særret i fællesskabet.
Kampen for sekularisering handler ikke om, hvorvidt man må gå med kors, hijab, bede en bøn eller synge en salme. Den handler om, hvem der får lov at definere det fælles ud fra en særlig forestilling om rigtigt og forkert.
Og når den forestilling låner autoritet fra religion, så ved vi af bitter erfaring, hvem der betaler prisen først. Det er dem, der elsker ’forkert’, lever ’forkert’, eller ikke passer ind i idealerne om køn, familie og normalitet.
Venstrefløjen må træde i karakter
I et sekulært demokrati er det ikke meningen, at nogen skal være på tålt ophold i fællesskabet. Ingen skal ikke være en undtagelse, der kan rummes, hvis der er overskud. Alle skal være lige borgere – punktum. Og det er præcis dér, vores værdier bliver konkrete: Ikke i smukke ord om næstekærlighed, men i helt lavpraktisk ligestilling.
SF er et udpræget sekulært parti, men på trosområdet overlades politikken ofte til folkekirkestøtter i folketingsgruppen. Det er ikke pluralisme. Det er ansvarsforflygtigelse. Et sekulært parti kan ikke udlicitere religionspolitik til personlig overbevisning. Det er netop her, principperne skal stå fast.
I Enhedslisten ligger politikken fast – sekulær adskillelse af kirke og stat – men få taler højt om den. Det er tid til at ændre den prioritering og blive en tydeligere stemme for de ekskluderede livssyn og borgere.
Derfor håber jeg, at 2026 bliver året, hvor vi får en politisk debat og meget gerne et folketingsvalg, hvor sekularisering ikke bliver behandlet som et nicheord for besværlige typer på internettet, men som et reelt tema.
Hvordan sikrer vi lige rettigheder for alle livssyn? Hvordan undgår vi, at staten favoriserer bestemte trosfortællinger? Og hvordan beskytter vi både religionsfrihed og friheden fra religion i de fælles institutioner?
